SHE IS MY PRIDE

Selv med små skridt kan man gå en lang march.

Om et par dage er der Pride i København igen. Det skal jeg ud og fejre med nære venner, som jeg også var det sidste år. Dels er det en overordentligt festlig dag, og det er en dag, der handler om samhørighed og tolerance og så betyder grundpræmissen for Pridens eksistens også meget for mig.

Det gør den, fordi det ligger mig på sinde, at være med til at skabe synlighed og åbenhed omkring retten og friheden til at være, den man er.

Det er jo ikke noget nyt, at LGBT-miljøet, der repræsenterer en række seksuelle minoritetsgrupper, sammen med tusindvis af andre glade tilhængere vandrer gennem Københavns gader til Copenhagen Pride. Det har de gjort i nu mange år. Og mange vil måske også indvende, at der heller ikke som sådan er noget særligt ved at tilhøre en såkaldt seksuel minoritetsgruppe, for det har tusindevis af mennesker gjort i tusinder af år.

Og ja, det er nok ingen tvivl om, at lige præcis Paraden i de senere år måske mere står for mange, som en farverig fest end som en regulær nødvendig manifestation af, at i et velfungerende samfund, der har ALLE og enhver frihed og ret til at definere, hvem og hvad man vil være (indenfor lovens grænsen og alt dét der). Både i forhold til seksualitet og partner – men også bare sådan helt generelt. Men det ændrer ikke på vigtigheden og betydningen af sådan en Pride.

Fordi både min mand og jeg har helt nære relationer, der netop tilhører en såkaldt seksuel minoritetsgruppe, (en betegnelse jeg i øvrigt ikke helt ved, hvad jeg skal synes om, men det er en anden snak), som har prøvet at føle sig anderledes og udenfor fællesskabet, så betyder det for os noget både på micro og macro-plan, kan man vel sige.

De har siden fundet værdi og styrke i, at stå ved, at være dem de nu engang er og jeg fester med i Paraden, fordi det vitterligt ER festligt. Men jeg fester også med, fordi jeg vil støtte op om budskabet og de nære relationer, jeg har, for hvem, det er mere end bare et budskab og en fest.

Fordi dén synlighed og deltagelse og samhørighed, som en Priden skaber, forhåbentligt også normaliserer grundpræmissen; en verden, hvor enhver kan elske og leve – frit og i tryghed.

For selvom vi nok indimellem glemmer det i vores fredelige og forkælede del af verden, er det altså desværre langtfra en selvfølge, at mennesker har den frihed. Der er masser af dele af verden, som jeg og min mand til eksempel frit kan besøge og tage på ferie i, som mange af Pridens deltagere lige ville overveje en ekstra gang, fordi de potentielt kunne risikere overfald og nogle steder sågar dødsstraf – ene og alene fordi, de elsker dén partner, de gør. Det er edder-muggmer langt ude og helt horribelt.

Punktum. Det er der vel for pokker ingen, der kan være uenige i.

Paraden er et symbol på mangfoldighed. Og det har verden altså stadig rigtig meget brug for. Og nu hvor jeg også er nogens mor, så ligger det endnu et lag på for mig.

For jeg er blevet beriget med et barn, der er noget så guddommeligt gennemskøn, at det halve kunne være nok. Men heldigvis ikke er det. Jeg har fået et barn, der på mange måder er lidt ”over the top”, eller hvad man nu skal kalde det; som bare elsker at iføre sig tyl og glimmer og diamanter og enhjørning hårbøjler og kæmpe hår-rosetter og pailletter og mere i dén dur. Og jaja, tænker du nok, hun er jo bare et barn, det er sgu da nuttet, hvad er der særligt i dét?

Ikke noget. Andet, end at hun har nået en alder nu, hvor der ikke længere er nogle af hendes andre jævnaldrende, der dyrker det tilnærmelsesvist på hendes niveau. Hun gør det, fordi hun elsker det, føler sig hjemme i det og finder det naturligt. Det kan godt være, at veninderne kommer i skole med læderjakke eller seje jeans eller hvad ved jeg. Men hun holder fast i sin indre ravn. Det var knap så bemærkelsesværdigt, da hun var et børnehavebarn. Men nu er hun snart 9 år og det er helt klart blevet mere iøjenfaldende i forhold til hendes jævnaldrene. Og hun virker faktisk – heldigvis – totalt upåvirket af, hvad andre måtte mene herom. Jeg tror, det rager hende en høstanemone. Endnu.

Lille og stor glimmergås – Perfekt præcis som hun er!

For ja. Hun er ”kun” 8, snart 9 år. Men jeg ved jo, især belært af bitter egen erfaring, hvad skolebørn kan sige og gøre ved hinanden, når hormonerne begynder at rase og det bliver den vigtigste eksistensberettigelse i verden, at være helt som alle de andre.

Den dér ret røvsyge lemming-adfærd, som lever og eksisterer i bedste velgående i de usikre teenagerår og som gør, at nogle føler behov for at hævde sig på bekostning af andre. Og at andre pludselig krymper lidt i selvværdsfølelsen og måske sår tvivl om egen coolness eller berettigelse, alene fordi de skiller sig en bitte lille smule ud.

I guder, hvor jeg dog håber, at vi sammen kan være med til at verbalisere og synliggøre en retning og holdning i vores samfund, der gør, at når min store pige bliver endnu større, aldrig vil føle andet end dén stolthed og tryghed, som hun føler og udstråler nu, når hun cykler i skole med diadem, fem perlekæder og pailletshorts.

I hendes tilfælde handler det lige nu blot om en smag og en stil, som jo nok vil udvikles og forandres over de næste år, og ikke om en indre personlig eksistens eller orientering, ikke om race eller religion, ikke om seksualitet. Men min pointe er, at det aldrig skal være i orden, at få nogle til at føle, at de har mindre ret til at være en del af fællesskabet, blot fordi de ikke passer ind i nogle prædefinerede kasser.

Jeg er SÅ latterligt stolt, når jeg går ned af gaden med hende og hun helt nonchalant marcherer gennem København, som hun gjorde det forleden i tylskørt og pink hår og kæmpe hår-opsats. Det er bare sådan, hun godt kan lide at se ud lige nu. Hun er sin egen! Og hvor jeg dog håber, at hun altid vil lytte så meget til sine egne indre apostle og vende det blinde øje til de udefrakommende dæmoner, der måske vil forsøge at forplumre dén styrke.

Pride oversættes tit til stolthed – og guderne skal vide, der er bestemt også grund til at være stolt. Når man står ved sig selv. Men det handler også om selvfølelse og selvværd, om at stå sammen – og gå i flok.

Det er faktisk ret vigtigt. Det dér med at gå i flok. Især hvis man har prøvet at stå udenfor fællesskabet. Og prøvet at føle sig ude af takt.

Min pige oplever ikke (endnu i hvert fald, tror jeg) at være anderledes eller stikke ud og derfor er hendes power så meget stærkere, når hun kommer hoppende ned af gaden. Hendes selvværd er intakt. Og det noget, jeg håber, aldrig vil ændres. For jeg kan omvendt godt huske, hvad det gør for selvværdet, når man som helt ung skal forstå og deale med, at man måske nok er homoseksuel i en provinsby i slut 90érne. Tiden i dag er heldigvis blevet mere moden, det samme er omgivelsernes accept, men vi er slet ikke i mål.

Når jeg går med i Priden på lørdag, så gør jeg det, fordi jeg støtter mine nære relationer og bedste venner, der har prøvet at føle sig anderledes og udenfor. Udskammet, fordi de ikke lige var helt som de andre. Jeg går med, fordi dén følelse aldrig skal få én til at sænke hovedet og tro, man er mindre værd.

Men jeg går også med, fordi at DE – når de går priden – er med til at støtte op om, at de næste generationer – eksempelvis mine børn – vokser op i en verden, hvor der er plads til at de er, som de er. Ikke kun i forhold til seksuel orientering, race, religion eller andet, men også på den brede klinge i forhold til grundlæggende menneskelige værdier, udtryksformer og almindelig væren.

Retten og friheden til at være præcis, den man er, den starter ved, at vi giver plads til det. Skridt for skridt. Sammen.

 

***