I ØVRIGT…..

…har jeg blærebetændelse, bækkenløsning og en iskasnerve i klemme. Og derfor temmelig ondt, når jeg går. Hvilket i forvejen var besværligt nok. Og plukkeveer ustandseligt. Det er kort sagt en fest at være mig.

…kan jeg ikke snøre mine egne sko længere. Kan ikke bøje mig forover. Ej heller tage sokker på. Havde lykkelig glemt dette stadie fra sidste gang.

…føler jeg, taget alt det ovenstående i betragtning, at der er ret lang tid til min termin midt november.

…tænker jeg samtidig, når jeg regner på det, at 6 uger er skræmmende lidt tid tilbage, når vi stort set intet har købt eller gjort klar til baby endnu. Andet end lidt sparkedragter. Hvor blev tiden af? Synes lige jeg var i uge 14??

…er der SYGT mange ting, der skal styr på, når man skal til at dele sig i to….og baby flytter ind.

…har min baby en foretrukken side. Stort set kun venstre side. HELE. TIDEN. Det betyder at min mave ser konstant skæv ud, at jeg er mega øm præcis i den side og at jeg konstant går og trykker og maser mit maveskind, for at få det til at ’ommøblere’ sig så at sige…..

…har jeg en barnlig indignation over noget. Som jeg godt ved, ikke kan svare sig at være småfornærmet over. Men alligevel. Når man som jeg frekventerer jordmoder og læger og hospitaler og barselscenter i et væk, så oplever jeg en fælles tendens: nemlig dén, at jeg hver anden gang, får lov at sidde og vente og vente og vente…i op til 40 min efter min opslåede tid. Fordi de på den anden side af skrivebordet er forsinkede. Uden at der er noget, jeg kan gøre ved det. Jeg skal blot affinde mig med, at sådan er det. Så må jeg bare komme halvanden time senere på arbejdet, hente barn 40 minutter senere, eller hvad ved jeg. Det er der ikke noget at gøre ved. Og når jeg så, et par af de andre gange, tillader mig at være der fem minutter over den opslåede tid, fordi jeg regner med at sidde og glo i et venteværelse i hundrede år, så får jeg sure opstød, løftede pegefingre og skæld ud som var jeg 5 år gammel. Suk. Ved godt, det ikke kan være anderledes. Men det irriterer mig SÅ enormt.

…tror jeg faktisk aldrig, jeg vænner mig til at blive tæsket så meget indefra. Det er alien-agtigt og mærkeligt, når man sidder dér, midt i Vild med Dans og kører flødeboller i kammer, at man så pludselig ud af det blå udsættes for århundredes cirkelspark direkte op i højre ribben.

…Aner jeg ikke, hvordan jeg skal få barberet mine ben…

…Er jeg ved at være alvorligt træt af det her graviditet.

…Hjælper hverken Ben & Jerry eller 3. Sæson af SKAM på humøret. Jeg har stadig mere ondt af mig selv, end Brenda havde i Beverly Hills, da Kelly fandt sammen med Dylan.