I ØVRIGT…..

– Går jeg i visse dele af vennekredsen under tilnavnet Pølle-Loui. Ja, man skulle måske tro, at det skyldes, at jeg er vild med de små sataner. Måske især nu hvor jeg har holdt en hel barnedåb under titlen Pøller & Øller. Men nej. Jeg HADER faktisk pølser. Grunden til det er også årsagen til mit mindre flatterende øgenavn.
For rigtig mange år siden, måske omtrent 20 år, da jeg var 16/17 år gammel, der lavede jeg nemlig en reklamefilm for Gøls Pølser. Jeg var klædt ud som valkyrie og havde vist nok også horn. Jojo. Det er dog ikke pointen. Her skulle jeg spise en masse pølser. Som de ikke gad koge. Ergo var de rå. Men det så ikke så pænt ud på filmen. Så derfor rullede de dem lige i olie først. Da vi havde taget den om et ukendt højt antal gange forklarede jeg, at jeg simpelthen ikke kunne tygge mig igennem flere pølsebidder. Min kvalmegrænse var nået. Derfra fik jeg en spytskål. Som jeg uheldigvis kom til at kigge ned i. Så ja. Jeg fik gode penge for reklamefilmen, men har aldrig siden spist pølser. Med mindre jeg er meget meget fuld…..

– Drømmer jeg fælt meget om ferie. Kan stort set ikke tænke på andet. Hvor skal man tage hen, hvis det bare skal være hurtigt og nemt. Men varmt og rart??

– Er jeg for tiden kendt på min datters skole, som hende, der har fået stjålet sit undertøj af sin mand. ”Min far har taget min mors undertøj med på arbejde”, går min 6-årige glad og fortæller til alle, der gider høre det. SUK. Lige inden jul skulle de åbenbart lave et indslag i Go Morgen Danmark om oplagte julegaver, hvor min mand interviewede en modeekspert, der fremviste diverse undertøjssæt. En af de andre piger fra klassen konfronterede efterfølgende min datter med den oplagte undren: Er det din mors undertøj, din far har taget med ind på sit arbejde og som han viser frem til dem alle sammen? Elin trak lidt på skuldrene og spurgte så pigen, hvad farve det havde. Det var rødt, fik hun at vide. ”Ja, så er det min mors!”, svarede hun. Indsæt abe smiley. Jeg har ET rødt sæt og 200 sorte. Og NEJ, det var sgu da ikke mit! #forhelvedealtså

– Overvejer jeg om den her kjole er den, jeg skal have på til bryllup i april? Den er altså mægtig fin og sat ned med hele 50%….Den her kan nu altså også noget……

– Tror jeg, nu vi er ved underlig mad-lede, at jeg for bestandigt har fået ødelagt min glæde ved sushi? Jeg plejer ellers at ELSKE sushi. Som i tåbeligt meget. Men først fik min mand og jeg en virkelig, virkelig dårlig omgang sushi herhjemme. Som virkelig skuffede fælt. Og så kom jeg sammen med Michala i London til at gøre den dumhed, at panik shoppe sådan noget færdiglavet købe-sushi i supermarkedet den ene aften, hvor vi var meget trætte. Vi havde kun lige sat os til rette i hotelsengen klar til at sætte tænderne i det, da det går op for os, HVOR skidt det er. Det smagte virkelig forfærdeligt! Som i: det var uspiseligt. Det endte i skraldespanden. Og selvom jeg hverken blev syg eller yderligere utilpas af det, så har jeg siden da to gange fået (god, ordentlig) sushi……som jeg faktisk ikke har kunnet spise. Og nu er jeg simpelthen dér, hvor jeg føler lidt væmmelse, blot jeg taler om det eller tænker på det. Æv.

– Er jeg totalt besat af Nybyggerne. Jeg elsker det program! Det og så Den store Bagedyst er all times favourites. Jeg kan hverken bygge eller bage selv. Som i overhovedet ikke. Haha, måske er det derfor, jeg elsker det så meget? Det virker så…..eksotisk 😉

– Overvejer jeg, om jeg skal prøve at holde mig vågen og se hele Oscar i år?…..Jeg mener, jeg burde jo være i træning med det her vågen-hele-natten-koncept. Og hvis jeg bare har hytten fuld af popcorn, cola, kaffe og måske endda lidt lakridsis fra ParadisIs, så burde det vel nok kunne lade sig gøre? Jeg synes, Oscar er så hyggeligt. Men problemet er altid, at de spændende priser uddeles til allersidst – hvor jeg så altid sover. Og så er realiteten, at jeg mest bare har holdt mig vågen igennem flere timers snak om halv-ligegyldige priser…..Skal I se det??

– Tror jeg ikke, mit forhold til lakridsisen fra ParadisIs er normalt. Jeg har ikke tænkt på andet i flere dage nu. Der kan godt gå sådan 10-12 minutter, hvor jeg glemmer det. Men så tænker jeg på den igen. Og nu har jeg ringet til min lokale is-pusher og forhørt mig, hvornår de åbner. Det gør de så kun i weekenden for tiden. Hvor jeg ikke er hjemme. Så nu skal jeg vente en hel uge mere. Det har jeg det ret stramt med.