BARNDOMSMINDER

Tænker I nogensinde over dem? Jeres barndomsminder? Jeg gjorde ikke – før jeg fik et barn selv. I rigtig mange år tager man blot for givet, at barndommen er for alle, som den ser ud for én selv.

Så bliver man ung voksen og begynder langsomt at reflektere over, at der er mange måder, at være familie, barn og forældre på. For mit vedkommende begyndte de refleksioner, da jeg mødte min nuværende mand og langsomt men sikkert blev en del af hans familie. Rigtig mange ting var anderledes, end jeg var vant til. Han havde mange søskende, jeg havde ingen. Han var god til at tale om følelser, jeg var ikke ret god til at tale om dem. Han var af natur meget godtroende overfor andre mennesker, jeg var af natur skeptisk anlagt. Han kunne særligt godt lide fællesskabet, måske fordi han er opvokset i en stor familie. Jeg kunne – og kan stadig – godt lide at være helt alene med mine tanker fra tid til anden, måske fordi jeg kommer fra en lille familie som enebarn, og derfor altid har været vant til at gøre meget alene.

Han var katolik – og troende – jeg var (igen) skeptisk. Da vi mødte hinanden, gik han med kasket, farvestrålende sneaks og hørte popmusik, jeg gik i trompetbukser og sundhedssandaler og hørte dyster hippiemusik. Han gik op i sport – det gjorde jeg ikke. Han ville gerne tidligt have børn – det ville jeg ikke. Jeg gik op i bøger og litteratur – det gjorde han ikke. Jeg ville gerne på blaffetur gennem Europa – det ville han ikke.

Og sådan kunne jeg blive ved 😉

Men vi havde også en helt masse ting til fælles. Som dengang ikke var så tydeligt malet i vores bevidsthed. Fordi det var bagvedliggende værdier, livssyn og opdragelse. Trods vores mange forskelligheder, var vi på rigtig mange måder støbt af samme fundament: Kernefamilien. Den der bundsolide kærlighedsfamilie, der har fået ønskebørn, med parcelhus og have, boxerhund og Volvo. Trygge rammer, masser af kærlighed og respekt, rum til at være og gøre, men også faste rammer og regler, der gjorde at man følte sig betydningsfuld, hørt og set. Et værdigrundlag, der centrerede sig om de nære ting i livet, ikke bare om at skøjte på overfladen, at huske at værdsætte, at forstå sin omverden, at turde stole på sine omgivelser, men også at kunne sige fra.

Alle de ting, vi lige nu prøver at give videre til vores datter.

Det hele virkede så let. Dengang man var barn. De var der jo bare. Vores forældre. Og oftest til stor irritation 😉 Men med alderen indser man (heldigvis) hvor meget de betyder. Og hvor vigtigt det er, at de er der. På hvad måde, er nok mere underordnet. Jeg gør mig ikke forestillinger om at kernefamilien er den eneste rigtige løsning. Vi har rigtig mange forskellige familiekonstellationer i vores omgangskreds, familie og vennegruppe. Og noget af det, man hurtigt ser, er, at det ikke er selve konstellationen, der betyder noget. Men indholdet. Værdierne.

Med en videbegærlig og stædig 4-årig på matriklen skal vi pludselig til at tænke meget mere over vores egen fremtoning. Hvad er det, vi lige nu giver videre? Hvad er det for et verdensbillede, vi er med til at tegne for hende? Hvilke værdier putter vi i hende?

Ja, det er store tanker, men der er intet i verden, man hellere vil, end at skabe et helt lille menneske. Som er selvstændig, næstekærlig, tryg, stolt og sund.

I dag kan jeg se, at flere af de barndomsminder, der sidder dybest i mig, ikke handlede om store armbevægelser. Faktisk tværtimod. Det er de helt små oplevelser; En skovtur i trækvogn. En ferie på Bornholm i gule marker med sene sengetider. Et vandrehjem i Ribe. En fødselsdag i regnvejr ude i haven. En hundehvalp.

Fællestrækket ved de nævnte barndomsminder er følelsen. Den følelse der var i maven. Af total lykke og tilstedeværelse.

Et nanosekund, hvor verden stod stille og øjeblikket fyldte det hele. Hvor man LIGE DER følte sig perfekt placeret, urørligt omkranset af betingelsesløs kærlighed.

Det er dén følelse, jeg håber, vi hen over de næste mange år kan formå at skabe uforglemmelige barndomsminder med for vores datter. Og den store udfordring – og underlige tanke herved er lidt gådefuld:

Hverken hun eller vi vil formegentlig vide det, når de opstår. Først mange år senere vil hun – måske – kunne identificere dem. Og hvis vi er heldige, fortælle os om det. Men det er samtidigt også det fuldstændigt fantastiske ved det: De særlige barndomsminder kan ikke planlægges. De opstår bare. I det ubevidste. Og på gule sommermarker.

***