#historienomelliot MIN FØDSEL

De af jer, der har læst med mere eller mindre fast ved, at min fødsel med Paven gik temmelig stærkt, 4 timer helt præcist. Jeg har skrevet om det her.

Fordi storesøster kom så kvikt til verden, har jeg undervejs i denne graviditet fået at vide af min jordmoder, at jeg burde overveje at føde hjemme. Simpelthen fordi det potentielt kunne gå hen og gå rigtig stærkt. Men altså…vi bor 12 minutter væk fra Rigshospitalet og der gik trods alt en god time fra vandet gik til veerne kom, dengang med Paven. Det var fin tid til at få styr på tasken og trisse ned i bilen. Dengang. Derudover varede de lede veer trods alt også et par timer. Dengang.

Jeg var godt blevet forberedt på, at det kunne gå endnu stærkere denne gang. Men garantier findes der jo ingen af og jeg følte mig ret tryg ved vores korte afstand til Riget.

To dage inden min termin rejser jeg mig fra sofaen, da jeg tror, jeg skal på vej i seng. Idet jeg rejser mig går vandet. Min mand spørger, om han skal ringe efter mine forældre. Aftalen var, at de skulle komme ind og passe storesøster, mens vi tog på hospitalet. Jeg beder ham om lige at vente lidt, jeg vil gerne lige på toilettet og tænker egentlig, vi har ok tid. Mens jeg sidder der, kan jeg høre at storesøster vågner og kalder fra sit værelse. Jeg kan høre min mand, der forsøger at få hende til at falde i søvn. I samme sekund kommer mine veer. Og de er ikke spor for sjov. Idet jeg jo har prøvet forløbet før, kan jeg lynhurtigt konstatere, at jeg har skippet hele startfasen og at jeg – her ti minutter efter vandet er gået – er hoppet direkte over i de lede veer. Dem, der virkelig niver og som gør, at jeg hverken kan gå eller stå, endsige snakke – og derfor heller ikke kalde på min mand. Jeg famler krampagtigt efter mobilen, der ligger på gulvet ude i gangen og få sendt sms til min mand i værelset ved siden af om, at jo, det med at ringe, det er en djævelsk god ide. Og det skal være NU!

I telefonen hører jeg min mand fortælle til Fødegangen, at der er ca. 1 minut imellem mine veer. Og de er kraftige. Han mumler noget, jeg ikke kan høre og forklarer derefter damen i røret, at vi lige venter på bedsteforældrene, der bor 30 minutter væk, så de kan passe storesøster. Han får kontant at vide, at det kan vi ikke vente på! Vi skal vække storesøster nu, pakke hende i bilen og komme op på hospitalet med det samme.

Jeg når at tænke, at det ikke lige er det scenarie, jeg drømte mest om; at skulle have en 5-årig med på slæb op på et hospital midt om natten i kraftige veer, hvor hun tilmed skal tage stilling til og forstå sin mor, der vrider sig i mystiske positioner af smerte. Men der er ikke andet for. Jeg har alligevel for kraftige veer til, at jeg når at tænke tanken til ende.

Min store pige er dog uventet sej og cool med det hele. Hun synes faktisk bare, det er død spændende, at hun får lov at være med. Hun speedsnakker hele vejen i bilen og mens jeg bider mig selv så hårdt i læben, at jeg kan smage blod, for ikke at sige lyde, der skal forskrække hende unødigt under mine veer, forstår jeg, at i hvert fald veninden Amy nede fra børnehaven bliver meget glad for snart at få overbragt beskeden om, at lillebror er ude af maven. Nu har de to nemlig ventet længe nok, forklarer hun mig bestemt og lettere fordømmende omme fra bagsædet, mens hun reder sit hår med sin Hello Kitty børste. Jeg forsøger at nikke og se ud som om, jeg har den mindste interesse i det, hun fortæller. Men mest af alt er jeg begyndt at blive bange for, om jeg kan risikere at føde i bilen. Det føles sådan.

Vi ankommer til Riget og min mand cirkler rundt for at prøve at finde parkering, hvilket naturligvis ikke findes i miles omkreds. Jeg får ham bestemt og kontant beordret over på en handikap parkering. Han er lidt modvillig. Men jeg kigger på vores datter, tilbage på ham for at indikere, hvor langt vi er i dét her og konstaterer helt tørt ”du betaler bare den bøde!”.

Min mand finder en kørestol, da vi kommer ind af svingdørene og ruller mig lynhurtigt ind i elevatoren. Jeg sveder og er mega tørstig. Kan KUN tænkte på saftevand og vejrtrækning. Vi når kun lige ind af døren til fødemodtagelsen, før jeg ligger på en briks. Jeg viser ikke sygesikringskort, jeg får ikke kørt strimmel, jeg har ikke fået tøjet af, jeg kan heller ikke huske, jeg giver hånd til nogen og præsenterer mig. 1-2-3, så er jeg der bare. På briksen.

To søde jordmødre hiver i samme sekund fat i min datter og lokker med småkager og saftevand ude i køkkenet. Den køber hun øjeblikkeligt og derfra ser jeg hende ikke før næste morgen. Min jordmoder er super sød og meget rolig. Hun konstaterer med det samme, at jeg er aktivt i fødsel og at det her går rigtig stærkt. Hun fortæller mig, at jeg ikke kan nå at få hverken smertestillende eller klyx eller noget andet, men at min krop arbejder så hurtigt og godt, at det hele nok skal gå fint. ”Bare gør, hvad din krop fortæller dig”, siger hun.

Der er kun hende, min mand og jeg på stuen. Stemningen er god. Nærmest hyggelig, hvis man kan bruge sådant et ord om en fødsel. Jeg har svært ved præcist at forklare det, men jeg er enormt meget til stede i situationen. Selvom det går så stærkt. Jeg mærker min krop. Mærker min mands støtte og jordmoderens rolige stemme. Jeg knuger hårdt om både jordmoderens og min mands hånd, mine veer niver heftigt nu og jeg husker pludselig, hvor ondt det gør, lige inden man føder. Det gør virkelig ondt. Men det fortæller mig også, at jeg meget snart har min baby i armene. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg oplever en stor ro derinde i rummet.

”Nu må vi se, om han får fødselsdag d. 15 eller d. 16”, siger jordmoderen. Vi kigger op på det store ur, der hænger på væggen. Han har 20 minutter, inden det officielt er d. 16. ”Ja, okay….det når han nok ikke i dag”….konstaterer hun. Omtrent samtidig er mine forældre ankommet til fødegangen for at hente storesøster og et par bilnøgler bliver nonchalant kastet ind i rummet. Jeg husker det kun svagt. Jeg mærker en meget heftig pressevé og får at vide, at jeg skal gispe. Endnu en vé. Jeg får at vide, jeg skal presse alt hvad jeg kan. VUPTI. Så er han dér! Helt varm og fin, perfekt og præcis som han skal være.

Jeg græder ikke, som jeg gjorde, dengang jeg fødte min datter (af glæde). Jeg er ikke udmattet. Ikke bange. Ikke specielt overvældet. Jeg mærker bare en kæmpe ro. Har mest lyst til blot at blive liggende sådan med ham på maven længe endnu.

Min mand har efterfølgende fortalt, at han et splitsekund kigger væk for at gribe bilnøglerne, som en arm kaster ind i rummet til os, og da han kigger på mig igen, ligger jeg med en baby. Vores lille dejlige dreng er kommet til verden med en raketfart, som ingen af os havde kunnet forudse. Da jordmoderen lidt senere kommer ind med min journal, er hun næsten undskyldende. ”Ja, øehm, her står jo ikke så meget”, smiler hun. ”Jeg nåede ikke rigtig at notere ned – og du nåede nærmest heller ikke andet, end at komme ind af døren”. Jeg har stadig mit tøj på fra maven og op. Jeg kigger på papiret: Indlæggelse kl. 23.15, står der. Presseve kl. 23.40. Født kl. 23.45. Bum!

……………..

Det var nok meget godt, vi ikke blev hjemme og ventede på bedsteforældrene. Så havde jeg født i bilen. Inden mine forældre nåede at forlade parkeringspladsen med storesøster for at køre hjem igen, havde jeg allerede født. Ingen havde troet, det ville gå SÅ stærkt, men de kunne principielt have mødt ham dér allerede. Vi var nu glade for at få lov at ligge lidt for os selv og vænne os til det nye familiemedlem.

Faktisk er de følgende timer måske nok det allerstærkeste minde, jeg har fra dén aften/nat. Det lyder virkelig kliché, men de timer var tæt på magiske. Vi fik lov at blive liggende sammen på en stor bred briks med en varm dyne. Her lå vi alle tre helt tæt op af Rigshospitalets store vinduer. Min mand og lille Elliot sov begge to. Til lyden af deres dybe næsten simultane vejrtrækning kan jeg se over på Panum instituttet, der toner frem i nattemørket. Helt vågen, helt rolig, lettet og fuld af kærlighed ser jeg langsomt byen vågne i takt med at bilernes lyskegler forsvinder og dagslyset tager over.

Vi havde egentlig fået at vide, vi ville blive sendt hjem efter fire timer. Men vi fik lov at ligge der 7 timer, uden nogen forstyrrede os eller brød ind. I et mørkt rum, bare os tre, til lyden af byens summen og i gadelygternes genskær. Jeg prøvede faktisk at tage et billede. Både ud af vinduet – og ind i rummet. Fordi jeg lige dér, midt i følelsen, var bange for, at jeg ville glemme den. Et klassisk forsøg på at fastholde et øjebliks magi. Men det kan man jo ikke. Billedet er grumset og viser reelt ingenting.

Kun jeg – og vi ved, hvad det var for en følelse, der var i rummet dén nat. Det var lige dér, historien om Elliot begyndte….