FEDT NOK

Måske er det årsskiftet, der gør det, måske et vintertungt sløvsind, eller også er det min egen frustration over, hvordan jeg disse dage tager mig ud. Ingen ved det. Men faktum er, at jeg simpelthen ikke kan mønstre noget som helst, der minder om et fotoværdigt outfit disse dage. Jeg gider ikke. Jeg er blevet gammel, komfortabel, forfrossen og halvtør. Åbenbart.

Jeg kan desværre se, når jeg går tilbage i mine arkiver, at det er én af de ting, jeg faser mere og mere ud. Eller egentlig er det som sådan ikke desværre. For ret beset, så synes jeg faktisk, at der er en helt masse andre, der gør den slags meget bedre end jeg – og jeg vil langt hellere fokusere på så mange andre ting og skriblerier herinde. Problemet ligger i en del af årsagsforklaringen; jeg er nemlig – desværre – ikke ret godt tilpas i mit eget hylster. Og det har jeg nok faktisk ikke været længe, nu jeg tænker mig om.

Det skyldes nok flere ting, men er efter stor sandsynlighed startet i takt med at min krop begyndte at gro endnu et menneske.

Jeg er bare ikke fan af at være gravid. Lige så himmelråbende fantastisk jeg synes, det er, at skabe liv og fylde min tilværelse med de her skønne væsner, lige så lidt kan jeg lide at lægge krop til projektet, så at sige 😉 Jeg kunne ikke lide det for 6 år siden. Og jeg kunne heller ikke lide det denne her gang. Går vi et spadestik dybere, så ligger der nok en delforklaring i tabet af kontrol. Det er jeg ikke ret god til. Jeg kan bedst lide at være med til at styre rattet og kunne trykke lidt på speederen, hvis det synes nødvendigt. Det kan man ikke i en graviditet. Det tager den tid, det tager og kroppen gør det, den nu engang vil. Og det gav for mig en følelse af ikke at føle mig hjemme i min krop. På mange områder sikkert også en sund nok læring. Men altså også kilde til en del frustration.

Dertil kommer jo så de ekstra kilo. Jeg ved simpelthen ikke helt, hvordan jeg skal skrive det her, uden at det lyder komplet hjernedødt. Men here goes: I mange år var det en del af mig, af den jeg var, min identitet, at være tynd. Ikke bevidst, sådan var det bare. Jeg var i alle mine skoleår meget, meget tynd. Også lidt for tynd. Men sådan var mit stofskifte åbenbart bare og selvom jeg i de små klasser blev hevet ind til skolesundhedsplejersken med min mor, der fik beordret at smøre fedt under min madpakke i stedet for smør (true story!) og jeg stadig husker den dag i 9. klasse, hvor én fra min parallel klasse i ramme alvor spurgte, om jeg havde en spiseforstyrrelse, så var det ikke noget, jeg tænkte ret meget over. Sådan VAR det jo bare. Det betød derfor også, at jeg indtil jeg var omkring 25 år ca. aldrig havde skænket en tanke, hvad jeg spise, jeg spiste bare dét, jeg nu engang havde lyst til. For jeg tog aldrig på. Nogle dage var det en bakke flødeboller, andre dage var det måske et helt kanelbrød og tre kartoner kakao. Jeg kan godt huske, jeg havde veninder, der enkelte gange påpegede, hvor grotesk det var, sådan som jeg åd, uden at tage et gram på, mens de måtte tænke sig bare en smule om…..

Men det var jo bare den, jeg var. Langsomt blev jeg ældre, og langsomt begyndte jeg at tage på. Jeg husker ikke overgangen fra en størrelse 34 til en størrelse 36 som ret signifikant. Overgangen til størrelse 38, den bemærkede jeg – og begræd en smule, men ikke mere, end at jeg ikke gad dvæle ved det. Jeg havde født mit første barn og passeret de 30 år. Det var sgu helt ok. Langsomt lå jeg efter en rum tid og svingede mellem en størrelse 38 og en størrelse 40. Det gad jeg heller ikke hænge mig i. Pyt. Og så blev jeg gravid igen. Og ja, så skal jeg da ellers love for, at størrelse 38 var en saga blot. Og lysår væk. Jeg var stor som et hus og kunne ingenting fra mit skab passe. Jeg kunne ikke særlig godt lide graviditetstøj, men turde simpelthen ikke købe ‘normalt’ tøj, da jeg ikke kunne overskue at se i øjnene, hvilken størrelse jeg var oppe i i slutningen af graviditeten. Str. 42 var også passeret. Fjollet, ja. Dumt, endnu mere. For igen; sådan er det jo bare. Og graviditeter varer ikke evigt (selvom det har føltes sådan for undertegnede). Der er også et langt efterskrift.

Og det er så faktisk nu.
Problemet er så bare, at jeg ikke er tilfreds. Jeg var ikke en af de heldige, der tabte mig af at amme, faktisk stik modsat. Amningen fuckede totalt op med mit stofskifte, så mit blodsukker styrtdykkede og efterlod mig med hovedet inde i køleskabet efter de mærkeligste sammensætninger af spiseligt fedt og sukker i alle afskygninger. Men jeg er desværre kendt for i nære kredse at være en kende utålmodig af natur. Og nu hvor Elliot er fyldt 1 år, kan jeg mærke utålmodigheden vokse. Der.sker.ikke.en.dyt. Eller, det er jo løgn, for jeg går ikke rundt med en badebold på maven længere og jeg har da også for længst smidt alt, hvad der minder om graviditetstøj langt væk. Men jeg er bare stadig ikke i en krop, jeg har det godt i.

Faktisk ved jeg slet ikke, hvad det er. For jeg gør mig, trods alt, ingen forhåbninger om at ligne Louise på 22 år. Men jeg føler bare stadig, at alting strammer de forkerte steder, at intet klæder mig – og jeg bryder mig ikke om mit spejlbillede. Jeg kan ikke udstå at se på min blævrede mave og jeg magter simpelthen ikke, hvor store mine overarme er blevet. Mit tøj strammer steder, hvor mit tøj aldrig før har strammet.

Jeg kan godt selv høre, hvor tåbeligt det lyder. Jeg er kun lidt over 3 år fra at fylde 40. Og jeg har født to børn, den seneste for knap 12 måneder siden. Dele af mit hoved siger, at jeg skal tage en tudekiks og slappe lidt af. Og æde den flødebolle, når nu jeg har lyst. Erkende, at jeg er i en anden krop nu, men også ellers glad og sund og rask.

Mens en anden del af mit hoved skælder mig ud. Fordi jeg har rygrad som en opløst regnorm og ikke kan finde ud af mådehold, måske fordi jeg aldrig før har skullet? Den sidste stemme fylder mere end jeg vil erkende. Men jeg VED virkelig ikke, hvordan man gør.

Jeg er ikke klar til at skære alt det gode fra i livet. Jeg er pjattet med flødepasta og tung rødvin, chokolade i svinske mængder og masser af usunde E-numre. Jeg kan ikke leve uden flødekarameller og skumbananer og jeg elsker tandsmør, som var det min førstefødte. Samtidig tror jeg, at jeg ville have godt af at tænke lidt mere i en sundere livsstil. Ikke blot fordi, jeg ikke kan lide min krop lige nu. Men allermest, fordi jeg tror, det ville gøre mig gladere oppe i hovedet. Men jeg KAN bare ikke få lettet måsen. Min sofa er SÅ rar og blød og indbydende og det samme er slikskuffen. Og jeg hader mørke og kulde og regn og frost. Hvorfor utålmodige Louise har meget svært ved at overtale dovne Louise til at få bundet løbeskoene.

Jeg hader at være en kliche, at være så sløv på egne vegne, så ukampdygtig. Jeg befinder mig ikke godt i det. Men jeg kan samtidig ikke udholde tanken om, at skulle skære bare en enkelt ting fra af det, jeg elsker allermest; sukker. I rigelige mængder. Hvorfor kan jeg ikke bare fortælle min hjerne, at jeg er som jeg nu engang er – og at det er fedt nok. Nu.

Hvordan gør man?

Hvordan kommer man i gang?

Hvordan lander man i en ‘ny’ krop?

Hvordan bliver man glad for spejlbilledet igen?