STÆKKEDE VINGER?

En weekend, som har efterladt et slør af tunge tanker og triste hændelser, er nu forbi. Det er på én vis et andet København, vi vågner til, og alligevel nøjagtigt det samme. I morges fulgte jeg Paven til fastelavnsfest i børnehaven. Fuldt loaded på glimmer, sommerfuglevinger, tyl og pastelfarvet glæde. Tryg og glad flagrede hun hen af gaden, mens hun begejstret vippede med vingerne og svirrede med sine sommerfuglehorn.

Med Mjølnerparken og nyopførte stormoskéer som vanlig baggrundskulisse vandrede vi hånd i hånd til tøndeslagningsfest og en hær af Spidermænd og Elsa-prinsesser. Der var stadig sirener som fjern baggrundsstøj. Vi faldt i søvn til lyden af en summende efterretningshelikopter, der har cirkuleret over vores hustag siden lørdag eftermiddag. Få kilometer den ene vej begyndte et mareridt, vi endnu ikke helt fatter, forstår eller kender det fulde omfang af. Få kilometer den anden vej sluttede det, i hvert fald for nu, på en gade, vi stille vandrede hjem af lørdag kl. 16.30.

Vi skulle have været i Fælledparken. De røde gynger på den nyanlagte legeplads lige overfor Krudttønden har en særlig plads i Pavens hjerte. Her foretrækker vi at høre byen vågne de fleste weekender. I lørdags havde jeg dog et ærinde på Nørrebro, så vi valgte en anden legeplads. Indhyllet i vores egen boble rutsjede, gyngede og byggede vi i et par timer på den lille legeplads. Vi tog på cafe. Spiste ostemadder og sang Pippi Langstrømpe. Gik forbi Nørrebro station, over den røde plads og videre forbi Mjølnerparken. Kastede os trætte, mætte og glade omkuld i sofaen. Hev et par tykke tæpper frem til de kolde fusser, tændte for tvét – og så verden fryse til is.

…………..

Det er ærlig talt umuligt at finde de helt rette ord. Det er stadig ufatteligt, uvirkeligt og ubarmhjertigt. Og så uendeligt og uhyggeligt tæt på. København er med i den triste statistik nu. Danmark blev ramt. Midt i hjertekuglen.

Jeg havde inviteret min ældste, bedste veninde på Valentines date. At datoen typisk er øremærket fejring af kærligheden, havde vi begge glemt. Men da vi blev mødt af to lyserøde roser og romantisk baggrundsmusik føltes det oplagt, at skåle på et nært og kært venskab, den lille fine pige, hun netop har født og på kærlighed i alle dens mystiske og umulige udformninger.

På vej derhen tog jeg bussen op til Svanemøllen. Ville have hentet min cykel. Den var dog omhegnet af politi og blå blink, fordi, skulle det efterfølgende vise sig, en terrorist havde efterladt sin flugtbil netop dér. Jeg tog i stedet toget og besluttede med mig selv, at en taxa hjem fra Vesterbro nok også var helt fint. Vi tog på vinbar med byens bedste damer. Derfra videre til en cocktailbar. Grinede så vi fik ondt i halsen, sludrede og hyggede, som gode venner gør bedst. Ca. kl. 01.00 tog jeg en taxa hjem.

Vi nåede til Nørreport. Omtrent samtidig med, at min søde taxamand lavede en uhyrlig U-vending, tog den tværs hen over fortovet og kørte tilbage af samme vej, vi lige var kommet fra, ringede min telefon. Min mand kunne ærlig talt godt tænke sig, jeg kom hjem. Det kunne jeg egentlig også. Men vejene i og omkring indre by var nok den dummeste rute at skulle bevæge sig ad på daværende tidspunkt. Aldrig har jeg set så megen udrykning, så mange politifolk og sågar et bæltekøretøj i indre København. Et absurd syn.

Hjem kom jeg, af en mindre omvej, med en anelse dyrere taxaregning end ventet. Men pyt. Jeg huskede at takke min søde taxachauffør, der på gebrokkent dansk under sin hovedbeklædning under hele turen konstant og roligt fortalte mig, hvorfor han kørte som han gjorde, hvorfor det hele nok skulle gå og hvorfor han virkelig beklagede, at taxameteret tællede lidt vel rigeligt højt.

Det er klart, at man bliver mærket af den slags. Måske især, når man skal følge et lille barn rundt. Det er svært, ikke at lade sig ’rive’ med af et hysteri, når man på det nærmeste er ’omringet’ af hele historien. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke lige kiggede en ekstra gang op af sidevejene i morges, da jeg fulgte Paven af sted.

Men det afgørende af alt er dog trods alt, midt i al urimeligheden og uforståeligheden – at mandag morgen alligevel på mange måder var helt den samme. Ikke sagt uden hensyn til eller medtanke for de pårørende og udsatte for weekendens tragedier. Men sagt med respekt for og tro på de bærende dele af et demokratisk og dansk civilsamfund. Dét, som den (kloge) franske ambassadør i et interview kaldte ’Tillids-samfundet’.

Den lille, korte tur gennem kvarteret over til børnehaven med en overekstatisk sommerfugl under armen i morges blev derfor næsten symptomatisk for hans ord. Alle på vejen startede bilen på vanligt klokkeslæt, hilste og smilede godmorgen, vi passerede de samme travle mødre på cykel rundt om hjørnet, som vi plejer, hilste som altid på den samme gravhund, der går morgentur nøjagtigt samtidig med os, og talte om præcis de ting, vi plejer: Mon der er frikadeller til frokost? Hvorfor er der stadig en julemand i et af vinduerne ovre ved børnehaven, kan sandkassen laves om til en sø? Og hvem mon har taget de lyserøde Hello Kitty handsker?

Fuld af glimmer, ansigtsmaling, tyl og tillid løb en lille fire-årig pige hen af fortovet til lyden af en ikke helt tilfældig helikopter og lærte mig – igen – lidt om livet. Med en lethed som næsten kun en sommerfugl kan besidde, gav hun helt uden selv at vide det, det stærkeste modsvar til en til tider forskruet verden: Når man ikke lader sine vinger stække, når man er fuld af tillid til sin omverden, så kan man ikke kues.