TAK FOR DIG OG DET – HEARTLAND 19

Uanset hvad navnet hentyder til: Alt hvad hjertet er fuld af, om det er en sammentrækning af ordene hear og art – eller om det slet og ret henviser til dén nærhed og hjertevarme, der øjeblikkeligt rammer én, når man passerer labyrinten og rosenhaven foran det gamle renæssanceslot, så holder det 100%.

Igen i år tog jeg turen til Fyn og Egeskov Slot og denne gang nøjedes jeg ikke blot med en enkelt dag på Heartland. Jeg blev nemlig så begejstret for konceptet sidst, at jeg i år tog ”den fulde pakke” og stemplede ind til alle dagene.

Vi var klart mere udfordrede i år og det forestiller jeg mig også, at arrangørerne har været. Der var en tand mere mennesketomt, virkede det til og de mange is-vogne var heller ikke lige dem, der trak lange køer. For vejrguderne åbnede for sluserne og det ER en bekvemmelighedsfestival. Jeg forestiller mig, at mange har afventet vejrudsigten til det sidste og afsagt dom over billetkøb ud fra det.

Jeg elsker alt dét, der præcist definerer Heartland som festival; den overkommelige størrelse, kulturen, kunsten, nærværet, maden, roen, letheden. Men når vejret viser tænder, som i år, så udfordrer det også bekvemmeligheds-publikummet, der trods alt adskiller sig en del fra de fleste andre festivaller.

Heartland sigter tydeligt efter den kræsne og nysgerrige kulturforbruger, som gerne vil betale ekstra for lidt laid back luksus og en hyldeblomstsyltet gulerod fra Falsled Kro. Og når hængesofaen under det store egetræ er gennemblødt, så besværliggør det muligheden for at læne sig tilbage og høre litterære talks i de tykke B&O hørebøffer, der hænger til fri afbenyttelse fra grenene.

Og når regnen har forvandlet den fine mark til en smattet muddersump, så afholder det sikkert en del fra at sætte sig på picnic tæppet med en økologisk specialøl og lytte til koncerterne, der for øvrigt altid starter til tiden og aldrig virker kaotiske.

Med rigtig mange års festival ekspertise fra Roskilde og andre lignende steder, er det mig fortsat en gåde, hvordan crowden på Heartland kan være så behersket og rar. Selv til de koncerter, hvor der danses eller ligefrem dyrkes lidt luftguitar hos publikum, der oplevede jeg aldrig en eneste gang asen eller masen. Flere gange kunne jeg uden problemer, lige så stille og roligt, bane mig vej op foran, se nogle numre, trisse ud af mængden igen, købe mig et glas hvidvin og smutte tilbage til mit udgangspunkt igen.

Lige til det sidste, håbede jeg at kunne skrive, at jeg ikke én eneste gang blev trådt over tæerne. Men det nåede altså uheldigvis at ske til festivallens næstsidste koncert, da Hot Chip maschede et Beastie Boys nummer og gav publikum en energi indsprøjtning, som selv ikke kaffeboden kunne have gjort det bedre. Det var den ømme tå værd.

Men det fortæller noget om publikummet, som jeg så selvklart og stolt er en del af selv; vi vil gerne underholdes og udfordres, vi vil gerne ruskes og inspireres, og vi vil gerne krydre det med alkohol og bas-arm. Men vi vil have det rart imens.

Og det havde jeg. Trods et ikke særligt rart vejr. Men hvad gør så sådan én snobbet festivalgænger som mig, når regnen står ned i stænger og mudderet sprøjter om haserne på mig? Jo, man går i rosé baren og finder lidt god rosé champagne, som man opbygger en dejlig mild buzz på, så kaster man sig i skaldyrsteltet og spiser skaldyr og østers på fad, mens man ser Primal Scream fra den store scene på afstand imens. Det fungerede. Og jeg er godt klar over, hvor absurd, det er.

Og for lige at fuldføre beskrivelsen af mit behov for bekvemmelighed, så overnattede jeg heller ikke på festivallen, men i en lejet lejlighed via airbnb i nærheden, hvorfra jeg kunne sove i fred og ro og få mit varme morgenbad og min kaffe i ro og mag, inden jeg drog mod festivalpladsen igen. Og selvom der var busser fra festivallen hver aften, som man frit kunne tage hjem, så hoppede jeg da også en enkelt gang i en taxa…fordi…bekvemmelighed.

Og det er ret symptomatisk for Heartland. Tingene fungerer. Der er rart. Der er pænt. Der er komfort.

Efter tre dages fuld festival stod jeg længere tid i kø i lyn-toget på vej hjem mod København end jeg på noget tidspunkt gjorde det på Heartland. Og der var vand og sprit alle dage og ingen stoppede toiletter. På spejderære.

Men. Af selvsamme årsag, så udfordrede vejret lidt. For det er en festival, der nok især blomstrer, når solen skinner.

For når man tager nogle af verdens bedste kokke, største kunstnere og vigtigste kulturpersonligheder, mikser dem med vinglas på stilk og økosyltede pølser fra bål, tilsætter noget vanvittigt smuk natur og et par dinglende krystallysekroner i træerne, så får man både en meget høj grad af kvalitet, et meget stærkt koncept og en meget spændende kulturel cocktail. Men man får også et publikum, der som jeg, ikke helt i komplet grad, er i stand til at ignorere det ubekvemme i dagsregn og muddersmat. Det er faktisk ret svært at klappe til en koncert, når man samtidigt skal skærme sin Schweiziske årgangsvin for regnen. Ak ja. Sådan er det altså.

Spørg til side, om det er ganske oprigtigt ment, så havde jeg tre virkelig gode dage med to nære veninder og fik både vanvittig gode madoplevelser, musik- og kulturoplevelser.

Jeg elsker, at HEARTLAND kombinerer litterære talks og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen.

Jeg elsker, at det er et oplevelsesevent, der kompromisløst satser på kvalitet.

Jeg elsker, at Heartland er et kulturelt kram fuld af det bedste fra alle verdner – men nok især svøbt i bekvemmelighed.

Men hvis jeg må lade noget tilbage at ønske, så må det være, at man næste gang omfavner det danske sommervejs lune en tand bedre. For regnen kan vi ikke tæmme. Og selvom man kan drukne mange besværligheder i rosé og skaldyrsbuffet, så ville lidt flere overdækkede spisesteder have været værdsat. Og ville man rigtig score point hos sådan én som jeg, så kunne man måske have overvejet en bod med regnslag i umiddelbar nærhed af hovedindgangen, hvor altså man inddrog alle besøgendes paraplyer.

Det er kun forbilledligt, at man varetager sikkerhed og det åbenlyst irriterende ved 700 opslåede paraplyer samme sted – absolut. Men jeg havde bukket og takket med luftkys for en regnslagsbod som forsangeren fra Smashing Pumpkins gjorde det til sit publikum lørdag aften.

Ville man tilmed omfavne sit bekvemmelighedspublikum med den sidste lille luksus, så havde man slet og ret delt dem ud. Måske med lidt logoer på ryggen fra diverse sponsorer? Uanset, så havde jeg købt ét. Hvis der havde været nogen, altså. Næsten uanset prisen.

For igen; jeg vil så gerne have det rart, når jeg glad kaster mig ud i det ovenud lækre kulturprogram, som Heartland mønster. Og det ER bare ikke helt så rart at være gennemblødt.

Nå, det er en lille parentes, og det er stadig en meget ung festival. Der hvert år helt sikkert lærer lidt nyt om sit kræsne publikum.

Jeg er gennemgående vild med konceptet.

Jeg elsker, at jeg også bliver tilbudt farverige kunstværker fra Henrik Vibskov, oppustelige svane-installationer af David Shrigley og litterære talks med Judith Butler, Kim Leine og Vivienne Westwood samtidig med at jeg kan genopleve min ungdom hos Smashing Pumpkins, danse natten lang til Den Sorte Skole og skråle med på Katinka. Det er som skabt til en lille kultur snob som mig. At jeg så samtidig kan skylle det hele ned med rosé bobler og mad fra Kadeau og Musling Bistro gør ikke glæden mindre. En lille Summerbird flødebolle til dessert og en økologisk rabarberdrink med mynte og mirabel at gå hjem på. Ja tak.

Jeg så mest musik og nyder det hver gang. Men musikprogrammet er kun en af de søjler, som Heartland bygger på. Og det er helt klart dét, der gør, at Heartland er noget for sig selv.

Tak for dig og det, Heartland.