TI TUSINDE MILLIONER, MINDER OG MAGI

Det er nogle gange sådan, at ti tusinde millioner ting skal gå op i en højere enhed og sol og måne og stjerner skal være helt i zen, mens alle blomster peger mod syd samtidig – for at noget det kan lykkes. Og så sker det. Fandengalemig.

Det skete for os forleden. Og det kan sikkert forekomme fjollet simpelt og gennem-medgørligt for nogle…mens det for os, ja og især mig, har været en næsten uopnåelig drøm. Længe.

At aftenbade……

Men ikke bare dét. Nææ, at aftenbade uden børn. På en smuk strand. I Danmark. Fra et sup-board. Ude på havet. I solnedgangen. Helt alene med min mand. Uden en masse andre mennesker. Faktisk helst HELT uden andre mennesker. I varmt vejr. Med varmt vand. Fordi sådan kan jeg nu engang bedst lide det 😉

Se så begynder det at blive knebent, ikke?
Men i år der lykkedes det! Og sikken en aften. Eller rettere weekend, vi havde.

Det kan godt være, det virker mærkeligt at skrive om. Dels fordi det er en ret almindelig ting, sådan at kunne bade i lidt dansk havvand en juli dag – og dels fordi billederne her (i min optik, altså) er så åndsvagt smukke og latterligt lækre, at det måske tenderer blær…? Who knows. Sandheden er: I dont care.

Fordi for mig, der var det her sommerens højdepunkt. Det kan regne fra nu af og frem til jul, der kan komme skypumper og ParadIs kan løbe tør for lakridsis resten af året (okay, den kommer til at svie alvorligt, men jeg tar´den), jeg er stadig lykkelig ind i min kerne. Det er sådan, jeg har det. Og det skal sgu deles.

Til min fødselsdag fik jeg et ophold på Gilleleje Badehotel af min mand og dengang var der ingen, der kunne gætte, at den danske sommer ville blive så uvant generøs. Det blev den imidlertid og derfor pakkede vi naturligvis vores SUP med i bilen, det er klart.

Men tænk engang. At ramme to en halv dag, hvor vores booking lige lå, at få passet børnene, at befinde sig netop dér, hvor man lige midt i ulvetime og puttetid uden problemer kan ligge på havet på et board i solnedgangen, på den helt rette side af kysten. Til den perfekte solnedgang.

Tænk….. lige akkurat at ramme et sted, hvor der er så smukt – og samtidigt så relativt øde (der var ikke øje ud over os nede på stranden på det tidspunkt), at vinden lagde sig præcis en time inden, vi gerne ville derud, så det blev perfekt sup vejr, at vandet var hele 23 grader og luften ligeså – så selv efter solen var gået ned, og man sad våd ude på havet, der frøs man ikke. Amen…for mig, ik? Der føles det her, de her to aftner, som rendyrket magi. Noget der ikke bare sådan sker, noget man skal tage ind og huske på.

Det er dælendissemig mange ting, der skal spille sammen, for at man kan få præcis SÅ smuk, SÅ genial en aften, som vi havde lige dér. Der var endda plads og rum til rosé flasken.

Det er især de her små, særlige stunder, der er blevet svære, når man har børn. Så får vi i stedet så mange andre og så meget andet, det ved jeg. Og I kan tro, jeg ikke vil bytte. Men med det sagt, så ER sådan nogle aftner her altså ganske særlige og idet de for os er blevet yderst sjældne og endnu mere svære, når man tilmed også stiller krav til både vind og vejr, så er det altså bare at omfavne hele forestillingen, når den pludselig spiller. Og så klapper man sgu, for det betyder tak.

Lige dér….. i mandags …..i solnedgangen med vådt hår og rosé i plastikkoppen, sand mellem tæerne, mens vi sad alene på stranden og hørte bølgerne, og mærkede den milde sommervarme, mens månen rejste sig over vandet – der var det rendyrket magi.

Helt stille hverdagsmagi, nuvel. Men stadig magi – der langt overgik den forestilling, jeg havde haft inde i mit lille hoved. Tænk, at man kan ramme den så spot-on. Og det er så vigtigt, for det er nu engang sådan, at meget af det, man drømmer om at gøre, når man har børn og familie og travlt og ti tusinde ting, der venter, det gør man ikke. Fordi man ikke kan, fordi man ikke orker, ikke får chancen, ikke tager den.

Fordi ti tusinde millioner ting skal gå op i en højere enhed og sol og måne og stjerner skal være helt i zen, mens alle blomster peger mod syd samtidig for at det kan ske.

Men en gang imellem. Så er den der. Og så blev drømmen i stedet til et minde. Fordi den blev virkelighed.