EN DAG BLIVER DET DIG

Kære unge, smukke, velproportionerede, selvsikre, tjekkede twenty-something skønhed, der sejlede med os til en tropisk ø i Thailand:

Du var sikkert på vej på honeymoon. I var i hvert fald ret unge begge to. Og ualmindeligt smukke. Og ekstraordinært forelskede. Og havde I ikke haft en skinnende smal guldring på fingeren begge to, ville jeg måske have skudt jer endnu yngre. Til at begynde med så I kun hinanden. Lige indtil I fik øje på os.

Den lille viltre krøltop på 6 år, som storsyngende kom løbende i gadedrengehop hen over badebroen med fuld oppakning og røde kinder. Læsset som en Disney-butik med Frost-udstyr, badering og bamse. Den lettere svedige far slæbende på tre kufferter, slyngevugge, klapvogn og proviant. Og mig, der med baby hængende i brystet efter akut amning i taxaen på vej ud til opsamlingsstedet og pose med udstyr efter endnu mere akut bleskift, forsøgte at følge efter de to første. Vi så travle, forpustede og ophængte ud. Og det var vi også. Men jeg så alligevel godt dit blik. Og forstod det. Så endda os selv udefra et kort øjeblik og tænkte det samme som dig. Indtil størstebarnet ved et uheld hældte en flaske vand ud over mig og mindstebarnet var ved at kløjes i sin solhat i forsøget på at æde sig gennem alt tekstil i umiddelbar nærhed. Det fik mig hurtigt tilbage i min egen virkelighed. Småbørnsfamilien på solferie med alt hvad det indebærer: Fedtede af et lidt for tykt lag solcreme, svedige, solskoldede og forpustede, flakkende blik, Barbie-dukker under armen og med en oppakning, der kunne brødføde tre skoleklasser.

Du sad dér, helt stille nede i speedbåden med dit perfekt satte hår, de skinnende solbriller, sarte, florlette sommerstoffer i pastelfarver og vippede med fødderne i de smukke Celine sandaler, så man kunne se de fejlfri pedicurenegle, mens dine perfekte tynde arme i den perfekt brune tan holdt om livet på den lige så unge og perfekte mand. I smilede overbærende og lidt anstrengt. Jeres påklædning var præcist afstemt. Tilpas behagelig, sexet, praktisk og poleret på samme tid. Ens douche farver, med matchende rygsække og lækre armbåndsure. Ingen uklædelige udsving, ingen akutte kaffepletter, ingen glinsende solskoldede pander, ikke en eneste ridse i lakken. Kontrasten til den altopslugende kaosfamilie, der buldrede ned af badebroen med et arsenal af kufferter, udstyr og unger var direkte komisk.

Vær ikke et sekund i tvivl: Jeg misunder dig.

Jeg misunder dig din perfekte krop. Som tydeligvis ikke endnu har født to børn og er gået amok i drilske hormoner. Som ikke ejer et eneste lille bitte strækmærke. Jeg misunder dig dit glatte ansigt, dit tykke, smukke hår, dine smukke, velplejede negle (i hvert fald det faktum at du har tiden til det!), din mulighed for at bære lange dinglende guldhalskæder, der blinker i solen mellem dine perfekte faste bryster. Tænk at kunne bære sådan et par stramme, korte afrevne cowboyshort! Jeg husker de dage. Jeg misunder dine øjnes uskyld, din krops lethed, dit oprigtigt nysgerrige blik over vandet.

Men mest af alt, så misunder jeg dig din bagage. En mellemstor vandrerygsæk af en art, perfekt pakket og lige akkurat stor nok til at kunne rumme de nødvendigheder, der påkræves på en solferie på en tropisk Ø. Men samtidig lille nok til, at du kan bære den på ryggen, så du nemt og smidigt kan kaste dig fra bagenden af en scooter, over i en speedbåd, derfra til en vandretur gennem klippestrande og hvad du eller skulle lyste. Jeg kender dén rygsæk. Engang var den min. 5-6 små bikinier, et par lette saronger, to par sandaler, lidt solcreme, et par bøger måske, en kort kjole, en lille top og en sexet natkjole.

Min kuffert havde en overvægt på 26 kg. Bleer, modermælkserstatning, børnebøger, legetøj, badevinger, børnetermometer, natbamser, solhatte, badesko og slyngevugger vejer. Også så meget, at min kuffert muligvis udgjorde det for to ekstra passagerer i speedbåden. Og nu har tabt et hjul.

Jo, vi fylder en del. Og er knap så smidige og elegante som dig, twenty-something skønhed med det tykke brune hår og de smukke koralfarvede negle. Inde i mit hoved ser jeg stadig præsentabel og nogenlunde tjekket ud. Men indrømmet; efter 15 timers flyvetur med to børn på 6 år og 5 måneder, der ikke havde sovet og en herlig mellemlanding i Doha, et knækket kufferthjul og lidt gylp og chokolade croissant blandet med 31 graders varme og et tøjskift på et overfyldt lufthavns toilet, så er det muligvis en tilsnigelse af sandheden. Tjekket og præsentabel er mange ting. Men nok ikke svedig, fedtet, uglet, krøllet, beskidt og halvgennemsigtig….

Det til trods, så vil jeg faktisk ikke bytte. Det lyder næsten for dumt til at være sandt, jeg ved det godt. Og du kommer ikke til at forstå det lige nu. Det ville også være for meget, lige her midt i din honeymoon på det turkisblå Thailandske hav.

Du står skarpt. Og jeg misunder dig. Det indrømmer jeg gerne. Men jeg står faktisk stærkere. Måske med en hel del tykkere overarme og en lidt grovere sandal. Men de skal også løfte lidt mere. Lige dér, da vi sad tæt overfor hinanden, mens den hvide speedbåd skar sig igennem bølgerne som en nysleben kokkekniv og alle missede mod solen, der indså jeg, at jeg måske nok misunder dig, men selvfølgelig også under dig det.

For efter alt sandsynlighed, så vil det faktisk nok forholde sig sådan, selvom det forekommer utænkeligt, urealistisk og måske ligefrem lidt utiltalende lige nu, at du ender hér selv. Og ikke bare forener dig med det, men ligefrem omfavner det. Med knækkede kufferthjul, kaffepletter, kaosflyvninger og kilovis af kærlighed. Det ser sikkert ikke sådan ud fra din brillekant, men det giver så meget mening.

Og en dag bliver det dig.