MIT LILLE MIRAKEL

Vi har talt lidt om mirakler herhjemme. Det skyldes julen, tror jeg, og jeg ved godt, alle forældre siger den slags. Dem der ikke gør, er sgu for mærkelige. Alle børn er mirakler. Men jeg anser nu alligevel mit for særligt fantastisk. Det er først noget, jeg er begyndt at tænke over i løbet af de sidste år. Jeg tror, at hele graviditeten, omvæltningen i pludselig at have et barn og hele det første år med et komplet nyt liv tog alt fokus. Jeg var for optaget af at have en baby og finde hoved og hale i netop dét, til at jeg dvælede mere eksistentielt ved selve hendes eksistens. Hun var ligesom RET meget til stede, kan man sige 😉 Det er de fleste spædbørn.

Men sagen er den, at jeg gennem stort set det meste af min graviditet fik at vide, at hun måske ikke skulle være. Da jeg første gang skulle fortælle min mor, at jeg var gravid, var det på en bænk foran Riget hulkende gennem telefonen, efter en meget nedslående scanning. Jeg prøvede at sammensætte ord og sætninger, så hun forstod bare en brøkdel af, hvad jeg gerne ville dele. Med kroppen fuld af galoperende hormoner og en skrøbelighed, der gjorde mig næsten lammet, forsøgte jeg at fremstamme, at jeg bar et dødt foster, som min krop øjensynligt ikke selv ville abortere.

Jeg fik besked på at gå hjem og ”lade naturen prøve at gå sin gang”. Det ville naturen bare ikke. Så efter flere dages følelsesmæssig nedsmeltning og uforklarlige smerter blev jeg booket til klinisk abort. Som i allersidste time blev afblæst, fordi mine blodprøver viste meget høje hormontal. Ingen forstod, hvorfor der ingen hjerterytme var ved scanning, når mine tal viste modsat. Jeg blev en ’case’, og det var der ikke meget sjov i.

Jeg har for nogle år siden kort løftet sløret en smule herinde, men så alligevel ikke. Det er der mange årsager til. Dels har jeg nok skulle bearbejde forløbet selv. Dels endte alt jo godt, hvorfor det virker skørt, at svælge i en halvdårlig start – og dels er det min erfaring, at rigtig mange kvinder – sikkert også mange, der læser med her, er en smule ængstelige for at være gravide og føde. Og jeg hjælper ikke nogen ved at søbe rundt i, hvor rædselsfuld, jeg følte, (især første del af) min graviditet var.

Hun gjorde dog alle prognoser overflødige, min Pave – ankom til verden i lynfart, uden nogen problemer og var tip top og med flotte karakterer. (Ja, babyer får karakterer). Det er uden tvivl mit livs vigtigste 10 tal.

Der var flere årsager til, at jeg fik så miksede beskeder, som jeg gjorde undervejs. Men kort fortalt er min krop en rigtig Rasmus modsat, som tilsyneladende ynder at sende små-skizofrene signaler til sin omverden og sig selv. Jeg var igennem et utal af scanninger, en hel del undersøgelser, et par hektiske akut behandlinger og en god håndfuld rigtig nedslående beskeder. På den ene side blev jeg taget rigtig godt hånd om, og ikke mindst taget seriøst, hver gang, jeg oplevede mystiske symptomer. På den anden side, kan alt dette ekstra opsyn og øget tjek nok have givet bagslag. Jeg fik at vide, jeg ikke måtte løbe, hvilket ellers var noget, der dengang betød rigtig meget for mig. Jeg fik at vide, jeg skulle passe ekstra på. Jeg fik flere gange at vide, at jeg var ved at abortere. Retrospektivt set har det nok betydet, at jeg ikke rigtig nød min graviditet. At jeg konstant ledte efter faresignaler. At jeg var på øget alarm-beredskab non stop.

Kædet sammen med mine sindssyge hormontal, kan jeg vist roligt konstatere, uden at fornærme nogen, at jeg var følelsesmæssigt yderst sensitiv i min graviditet.

Det var først for et par år siden, at det gik op for mig, hvorfor jeg synes, at min fødsel var SÅ optur. Ok: lattergassen har nok gjort sit 😉 Men jeg tror, at jeg var lettet. Jeg følte mig simpelthen ikke sikker, så længe hun var inde i min mave. Jeg ville have hende ud. Jeg havde ikke et eneste øjeblik fokus på mine smerter. Jeg havde kun fokus på, at nu kom hun. Endelig kunne vi lukke ørene for alle prognoser og bare være.

Det er noget kompliceret noget, det dér med at skabe liv. Syret på alle planer og pivhamrende komplekst. Og for mit vedkommende forstod jeg det først, da hun blev så stor, at hun (næsten) kunne italesætte det selv:

• Mor, jeg er et mirakel, ikke?
• Jo, skat DET er du
• Hvad er et mirakel?
• Det er når noget sker, stik imod alle odds. Noget meget godt
• Hvad betyder odds?
• Det betyder det, som folk tror
• Så de tror ikke på det? Mirakler altså….
• Nej, ikke alle mennesker tror på det
• Hvorfor ikke, mor? Jeg sidder jo lige her.

  

• Husk i øvrigt at hoppe over til Michala i dag, hvis I også har børn – eller kender nogen der har, som I synes trænger til forkælelse!