LIVET PÅ KÆLKEBAKKEN

Peaker livet, når man er 3 1/5 år gammel?

Ved HVER eneste gave, som Paven åbnede juleaften hvinede hun i stor fryd ”Aiiij, det er liiiiige den, jeg ønskede mig!”……uanset hvad det var. Også til uld undertøjet. Chokoladekalenderen ved legekøkkenet blev modtaget med samme besked hver morgen gennem det meste af december.

Nytårsaften foregik lige sådan. Isdessert, stjernekaster, bordbomber med konfetti, dynehygge med gode venner og leg i de voksnes sko blev alt sammen modtaget med opspilede øjne, kæmpe smil og enorm JA-hat. ”Jubiiii, jeg eeeeelsker is!”, ”Jeg eeeelsker nattøj!”, ”Jeg eeeelsker fyrkeri (fyrværkeri. Red)!”, ”Jeg eeeelsker prinsessesko” etc. etc.

Og det samme skete et par dage inden nytår, da vi havde hende med på kælkebakken for første gang. Billederne her taler næsten for sig selv. Mit ydmyg bud er, at Pavens liv, siden d. 24 december og frem til nu har peaket ca. 7 gange i timen. Hver dag. ”Aiiij, sne!”…..”Aiiij, en kælk!”…..”Aiiij, en bakke!”……

Tænk at være 3 1/5 og opleve så mange ting for første gang. Hverken jul eller nytår er jo første gang, men der er helt klart sket et kæmpe spring med hendes bevidsthed, hendes forståelse af det og hendes viden om det, siden sidste år.

I dén forstand er billederne her fra vores kælketur på årets koldeste dag (2014) næsten en metaforisk skildring af Pavens følelsesregister i årets sidste uge. Den gentagne begejstring, der igen og igen blev delt med resten af kælkebakken på alle ture ned i den lille plastikkælk ligner til forveksling hendes mange lykke-udbrud hen over jul og nytår. I skrivende stund befinder vi os i sommerhuset, hvor vi også fejrede nytåret med gode venner og også dét, er en lang fest, mener hun. Hen over en sløj skål spaghetti bolognese bedyrede hun her til aften: ”Far…..? Jeg eeelsker dig. Og sommerhuset. Og os tre!”. Ja, jeg smeltede lidt. Og kom til at tænke. Prøv lige at overvej, hvor vild tilværelsen er, når den peaker hver eneste dag.

Når hver ny lille oplevelse og begivenhed føles som turen ned af kælkebakken: vild, flygtig, sjov, snurrende, særlig og signifikant. Ca. hvornår holder vi op med at få sug i maven over de små ting? Hvornår sætter voksenlivet ind og gør os immune overfor de små sommerfugle?

Pludselig står man dér. På en ligegyldig kælkebakke og hører sig selv sige til barnet, at hun da sagtens kan tage turen selv, mest af alt fordi man bare ikke orker blive våd i røven, have sne i skoene og ondt i knæene. Indtil ti minutter efter, hvor man sidder mast ned i kælken kilet fast som en overvægtig laboratorierotte i en glaskolbe og mærker en barnlig begejstring vokse fra maven og ud i et gjaldende grineflip…..

Måske peaker livet mest, når man er barn? Fordi verden åbner sig for øjnene af én hver eneste dag.
Men jeg har en svag fornemmelse af, at det peaker næsten lige så ofte, når man pludselig HAR et barn. Fordi alt dét, vi med tiden blev immune overfor i tilværelsen, nu i stedet gengives af en lærermester på knap 4 år med troen på alt det gode intakt….og en frygtløs loyalitet til kælebakken og suget i maven.

“Kom så skat, mor er træt og vil hjem!” 😉