OM AT VÆRE TAKNEMMELIG INDENI

Har sådan en ubændig trang til at skrive et indlæg om, hvor taknemmelig jeg er i dag. Ja, det er næsten helt kliche og måske endda lidt plat, men sådan HAR jeg det. Uden at der er sket noget stort og verdensforandrende. Men har bare haft et par uger, som har drillet lidt. Kender I det? Hvor alting har føltes lidt som ’op ad bakke’ og endelig i dag, havde jeg sådan én af de dage, hvor alt virker rart og lyst og godt. Det er de små ting. Det er dem, der får mig til at indse, hvor heldig jeg er. Sådan er det tit. I dag har været fuld af varme skulderklap fra en helt ordinær, men alligevel meget privilegeret hverdag.

Lykken er:

• Når der er tid til at lave blødkogt æg og ristet rugbrød med salt om morgenen og indtage det foran pejsen med søvndrukken barn og mand.
• Når efteråssolen skinner ind af mit stuevindue og bader rummet i orangegyldent lys og gør årstiden til en af årets smukkeste.
• Når næsten 3 ugers lang og kronisk tandsmerte, indregnet toprar operation (indsæt ironi) ENDELIG forlader kroppen og man vågner med følelsen af at være ude af osteklokken. Halleluja!
• Når 3 årig datter ringer uventet på mobilen lidt over 14.00 og spørger om hun godt må tage med bedsteveninden hjem og lege
• Når man henter overlykkelig pige efter aftensmad 5 huse væk hos bedsteveninden og tusser hjem sammen hånd i hånd, mens et katalog af oplevelser og rollelege opremses
• Når man sidder nede i stuen med verdens bedste kop kaffe (mest et lykketræf!) indrullet i blød plaid og hører lyden af mand, der putter barn og læser højt af Pippi i soveværelset.
• Når man endelig langt om længe har lykkedes med at koordinere kalendere med alle bedstevennerne (aka alle småbørnsfamilierne) og derfor nu kan se frem til hele tre rigtig gode dage i festligt lag i weekenden…..
• Når man høster frugterne af flere ugers sygdom og sengeliggeri: Pakkeposten!
• Når man opdager, at dét man i rædsel troede var et hormon (og alders)betinget hekse-hår på hagen i virkeligheden bare var en øjenvippe. Pheew……