HVIS J. LO EN DAG FIK NOK……..

Hvis J. Lo en dag fik nok af sine bodyguards og husholdere, og annoncerede efter en ny livvagt, ville jeg klart søge jobbet. Ikke (alene) på grund af manglen på latinamerikansk glitter og glamour-faktor i mit hverdagsliv, selvom hun unægtelig også ville tilføre et strejf af dét, men fordi jeg ville vide, at det ganske sikkert ville være run-up til verdens nemmeste job.

Jeg mener det seriøst. Selv den mest inkarnerede primadonna med de åbenlyst mest urimelige selvoptagede og egoistiske behov, kommanderet ud til sin omverden med skarpt tungebånd uden nogen som helst skelen til rimelighed eller pli, ville efter al sandsynlighed virke som det rene barnemad for mig. Uanet hvor mange uhyrligheder hun ville forvente af mig, uden nogen modtagelighed for forsigtig kritik, ville det være den rene ‘walk-in-the-park’ sammenlignet med de nykker, jeg på daglig basis præsenteres for herhjemme.

Når man er 3 år, er hele verden centreret omkring ens egen næsetip. Og hvis man vil ha noget, så vil man ha det, ikke om lidt og ikke om ti minutter, men nu – og gerne i et rask tempo. Man udstikker ordrer uden hensyn til, hvem man taler med, det er underordnet, for hvis osten ikke skal være oven på brødet, men ved siden af, er det klart, at dette ønske må efterleves, gerne med en vis ihærdighed. For ellers kan verden ikke fortsætte. Sådan er det.

På bedste diva-manér løfter man blot langsomt hånden og peger med spids finger på de ting, man ønsker at tilføje sin sultne mave, når man ser dem – uanset om de så befinder sig i ens eget køleskab, bedstevenindens hænder, en frysedisk i et supermarked eller på fremmede mennesker tallerkner.

Sagen er den, at når man bliver bevidst om sin egen ‘stjerne-status’, stiger den slags idoldyrkelse gerne folk til hovedet. Også små 3-årige hoveder. Som en anden sopran med hovedrollen i operaensemblets opsætning, hæver man bare stemmen til vi når det højeste af diskanten, indtil man er sikret, at ingen kan overhøre eller overdøve de krav og retningslinjer, man ønsker at alle andre bør efterleve pronto.

Ofte har jeg læst diverse overskrifter på spisesedler og i sladderblade om, at én eller anden kendis har fået indføjet i sin kontrakt, at hun kun må transporteres rundt i Mercedes eller udelukkende vil viftes i hovedet med hvide liljer, eller hvad ved jeg. Og folk ryster forarget på hovedet og tænker “Så urimelig er da ingen?!?”…….Men har de mon mødt en 3-årig?? Jeg spørger bare.

Mit CV vedhæftet ansøgningen ville være nemt overstået. Jeg vedlægger blot en kort videobid af tre fulde dage med Paven på slæb. Ved nærmere eftertanke kunne jeg også bare tage hende med til samtale. Ingen ville kunne modsige det pres og den dagsorden, jeg hver dag opererer under. Alternativt kunne det også blot lyde:

Dear J.Lo

I think you need me.

Im working day and night and are use to big pressures and tight time schedules. I barely sleep and I am always open for absurd food cravings and odd behaviour. I run fast and have a lot of experience in several costume changes during the day – I am good at making hot milk in the night, if you have trouble sleeping and Im use to carrying a person around you weight up and down the stair several times a day.

I dont expect any acknowledgment for my hard work, but I am quite experienced in ungrateful behaviour. I’m not afraid of obnoxious screaming and selfish needs, and I am used to never getting a thank you or an appreciative hug. 

Love Don’t Cost a Thing,

Loui

Billederne er fra da vi var i Spanien sidste sommer. Paven er i kjole fra Petit Bateau – jeg i kjole fra LaLaBerlin. Og ja, der er anvendt ironi i ovenstående.

***