JEG HAR IKKE SOVET I TO ÅR

Slå den Kesi. Hvorfor manden ikke har sovet i et år er mig ubegribeligt, han har mig bekendt ingen børn? Hvad holder ham så vågen? Hvorfor fanden går han ikke bare i seng?

Prøver han at bilde mig ind, at det er lige så hårdt at være ung og hip, at det er på linje med dén træthed, jeg disse dage gennemlever? Eller er det fedt ikke at sove? Er det tegn på, at man er bad-ass cool og så hård en negl, at end ikke en boksering af drinks og damer kan slå én ud? Begge dele har jeg kun fornærmede fnys til overs for. Kesi, kom og pas min børn i 3 uger og jeg lover, at du vil bønfalde de højere magter om søvn og værdsætte din dyne, som var den din hedeste elsker.

Nå, det var et sidespor. Jeg kan ikke ret godt lide dén sang. Måske fordi jeg har det lidt sådan: ”buhu, tør øjnene, spænd kysen, gå dog i seng!”…

Elliot sover så ringe, at det burde være forbudt. Om en måned bliver han to år! Fucking to år! Og jeg har ikke fået ret mange nætters fuld søvn. Det kan tælles på de dage, jeg har være uden ham. Og det er – i forhold til søvnens altså – slet ikke nok, kan jeg godt berette.

Han startede med, da han var nyfødt, at sove piv elendigt. Måske fordi vi var indlagt, da han skulle begynde livet og fik at vide, han skulle vækkes og ammes hver time, hvilke vi deraf naturligt gjorde. Måske havde det ikke været anderledes alligevel, det finder vi aldrig ud af. Så blev det lidt bedre, ikke sådan super godt, men bare en lille bitte my bedre. Så blev det tåleligt, ikke nævneværdigt godt, men i hvert fald tåleligt. Og så havde vi faktisk nogle uger hen over sommeren, hvor….barnet gud dødemig sov! Ja, dyb choktilstand hos resten af familien…

Men. Det har han nu atter lavet om på. Dengang, som helt spæd, der brugte han ikke kun nætterne på at skrige og lave ballade, han brugte også aftnerne. I det mindste starter han først kl. 23.00 nu. Men så starter showet også. Og der er hverken tid til at indløse billet eller købe popcorn, det er lige på og hårdt. Gråd, skrig, utilfredshed, nogle gange slår han ud efter os, kaster den stakkels sovebamse i alle retninger, bokser løs på puden og er generelt ret så utilfreds med verden.

Dén følelse smitter nemt af, når klokken er 03.00 og man har haft fire opvågninger allerede. Og så ender vi med at være flere på matriklen, der er lidt utilfredse med verden.

Dagen starter gerne klokken 06.00, hvis vi er heldige. Er vi ikke det, så hedder det kl. 05.00. Det er aldrig til at vide, det er ren gambling. Men så er der kun en lille time til at solen står op og så bliver det lyst og jeg har fået min kaffe, måske to kopper, endda måske et blødkogt æg med ristet rugbrød og pludselig ser alting anderledes ud.

Elliot pludrer lystigt og fræser rundt efter sine biler og råhygger sig, mens den gale videnskabsmand, der forsøger at filtre sig ud af morgenkåben i fosterstilling på sofaen (aka mig) forundret kigger på. Resten af dagen er han glad og sød og mild og legesyg og fuld af spilopper. Måske tager han en lur. Måske gør han ikke. Det kan man aldrig vide. Det er så spændende. Men sikker er det, at den sjældent er lang.

Og så hygger vi resten af dagen og aftenen, indtil det bliver puttetid. Et tidspunkt, der forløber overraskende uproblematisk. Han er ok med at komme i seng. Han er ok med at falde i søvn selv på eget værelse. Ligger ofte og pludrer lidt og nusser med bamsen, inden han så lukker sine øjne. Meget ukompliceret. Indtil klokken bliver hen ad 22.30. Så begynder den svage sirene. Der hen over de næste timer bare bliver højere og højere og mere og mere gennemtrængende.

Og ja. Vi har prøvet alt. Kom med jeres forslag. Vi har gjort det. Intet synes at hjælpe. Søvn er tilsyneladende overvurderet for ham, livet har for meget at byde på, tremmesengen er for lille til de armbevægelser, der skal ud i verden. Natten er ung og egnet til fest, mener Elliot. Og det gør han så. Fester som var han en 22-årig rapper fra Nørrebro med no fear attitude og masser af charme.

Helt ærligt ik, hånden på hjertet, så er det virkelig hårdt. Det er vildt, så nedslidende det er, når man ikke får sin søvn. Og det er ufatteligt, hvor meget jeg drømmer om at sove. Alene. For mig selv. Uden andre. I dagevis. Uden andre formål. På bløde dyner i store senge, i mørke rum, uden lyde eller nogen, der kræver mig. Vi har en tid hos ørelægen om en uge. Og ellers så ved sgu ikke, hvad vi gør. Hvornår stopper dette vanvid? Jeg synes det har varet i evigheder. 

Det har stået på i en 4, snart 5 uger nu med det her natteshow. Og vi er rimeligt tyndslidte. Det er godt nok ikke for sarte sjæle, det dér søvntortur. Og ja, jeg ved sgu da godt, hvad det her handler om. Det er karma, den møg tærte, der kommer og bider os i røv…..Og det gør naller, skulle jeg hilse og sige.

Med storesøster var vi privilegeret af en anden verden. Hun var barnet, man kun hører om, som svage myter, men aldrig rigtig møder IRL. Da hun var 4 måneder, der begyndte hun at sove igennem. Fra 20.00 aften til 08.00 morgen. Minimum. Nogle gange længere. Hun sov lure om dagen på mellem 2,5 og 3,5 time. Og sådan fortsatte det faktisk. Sommetider, da hun blev stor nok til det, så kom hun selv og bad om at komme i seng. Det kan hun stadig godt finde på.

Klip til livet med lillebror…..indsæt modløs abesmiley med himmelvendte øjne.

Kære lille retfærdighedskrævende karma-lov. Hvornår er vi break-even??

Jeg kan kun gentage, hvad jeg indledte med; hvorfor fanden ham Kesi ikke bare går hjem i seng, det er mig edderrådme en gåde.