TILBAGEBLIK: TO BØRN – SO FAR!

Det er underligt, hvordan tid regulerer og systematiserer indre uorden. Hvis man kan bruge dét ord. Jeg taler om livet som familie på nu fire. Noget, jeg faktisk aldrig tror, jeg har forestillet mig – sådan rigtigt.

Jeg har ikke haft noget imod tanken om to børn, synes heller ikke det er mærkeligt, når det har været et ønske hos andre – men idet jeg er opvokset som enebarn, så har dén familiekonstellation bare aldrig rigtigt være den ’originale’ for mig. I mange år forestillede jeg mig egentlig blot at få ét barn. For sådan har MIN opvækst og barndom jo været, det er det, jeg kender til.

Så mødte jeg en mand, der gerne ville have flere børn og aldrig har lagt skjul herpå. Jeg blev også pludselig en del af et andet menneskes familie og så og oplevede også, hvad søskende kan – hvad det giver en familie dynamik, at være flere børn end blot ét på matriklen.

Hvornår jeg blev rigtigt klar til at lave endnu et barn – det ved jeg ikke helt. For hvornår er man klar? Jeg bliver ofte spurgt om det. Og jeg ved det faktisk ikke.

Klar det bliver man alligevel aldrig. Da jeg skrev dette indlæg, var jeg ved at dø af skræk ved tanken om vores snarlige 2ér. Også selvom jeg glædede mig helt vildt. Gravid har jeg nok aldrig været super god til at være 😉 Det har ikke rigtigt gjort mig andet end træt, tung og utålmodig. Jeg er ikke fan af at være gravid. Det var jeg hverken første gang eller anden gang, kan jeg læse. 

At føde derimod. Det har jeg det faktisk ret ok med. Viste det sig. Begge gange er gået så godt, jeg ligefrem syntes, at det var fedt. Ja, mærkelig udmelding for nogen. Men for mig, der var det gode oplevelser, hvor jeg aktivt kunne arbejde med og hvor der endelig var en ende på min træls graviditet. Og selvom det har været lynfødsler, så har jeg elsket hvert minut.

Vi havde en lidt svært start med Elliot. Det var ikke den start, jeg ønskede mig. Og vi var også udfordrede på andre fronter, herunder særligt søvn. Samtidig med at min mand startede med at lave morgen TV og deraf forlod huset kl. 03.30. Det første år er som en tåge for mig. Jeg ved, at det er en gammel kliche-vending at bruge, men det er skræmmende præcist i mit tilfælde. En tåge. Jeg har været så træt som aldrig nogensinde før. Jeg har været så prøvet som aldrig nogensinde før. Jeg har været så udmattet, at end ikke dét at bestille en pizza var en overskuelig mulighed.

Det har fundet et mere naturligt leje nu. Det har taget lang tid den her gang, synes jeg. Med storesøster gik alt problemfrit og lynhurtigt var der faste rutiner, som gav mening for alle. Med lillebror har det været et langt, sejt træk. Han er 20 måneder nu. Og først nu, der sover vi nogenlunde ordentligt. Der er stadig opvågninger – men ikke så mange og ikke så ofte. Overskuddet er begyndt at vende, kan jeg mærke.

Vi er landet i det nu. Barsel anden gang var meget anderledes end første gang for mig. På godt og ondt. Jeg havde faktisk ikke så svært ved at pludselig have to børn, som jeg ellers nok havde troet. Jeg havde meget mere svært ved, at jeg selv skulle dele mig i to. Vi nåede at være alene med storesøster i 5,5 år. Det er længe og vi havde derfor oparbejdet rutiner og rytmer med masser af tid og fokus. Det giver sig selv, at det forsvandt mærkbart med lillebrors ankomst. Så vi skulle til at revurdere nogle rytmer og finde nye veje. Det kræver lidt af alle. Jeg tror, vi er der nu.

I var også mange derude, der havde interesse i og spørgsmål om netop dette; barsel anden gang. Hvad og hvordan? Jeg lavede det her opsummerende indlæg tilbage i juni sidste år. Det er sjovt at læse nu, det føles som om det er lysår væk, næsten et helt andet liv. Der er så stor forskel på den hverdag, man er i, når man er på barsel med sin baby, og så dén hverdag, der kommer, når “livet starter igen” med job og møder og skole for den store og vuggestue og alt det ind imellem.

Jeg startede med at skrive det her indlæg. Der var Elliot 4 måneder gammel. Og der havde jeg IKKE knækket koden endnu. Koden for, hvordan man får det hele til at gå op med to børn. Alt det praktiske. Hvordan gør man?, spurgte jeg. Det er skrevet med et glimt i øjet, men indrømmet; jeg var ret forvirret på det her tidspunkt.

Som nævnt, så fortoner tiden her sig i tåger for mig, men jeg husker, at det var vinter, at baby var meget lille, at min mand arbejdede nat og at storesøster reagerede en del på, at de nu var to. Jeg husker vågne nætter, mange af dem, masser af natteroderi, tidlige morgener på sofaen i stuen, mens resten af verden sov udenfor, hvor det var buldermørkt og hvor end ikke kaffe kunne redde noget. Jeg husker lange aftner, hvor slyngevuggen var vores eneste redning, hvor voksentid var en by i Rusland og hvor savnet til min store pige var skræmmende present. Hvor der gik flere dage, hvor jeg ikke kom i bad, jeg husker nætter med en baby på armen eller i brystet, mens jeg sidder på sengekanten hos den store og prøver, så godt jeg kan, at være mor for dem begge. Jeg husker aftner, hvor baby bare skreg og skreg og skreg og hvor jeg pænt måtte bede storesøster om diplomatisk at lægge sig i sin seng og vente. Vente på at jeg havde fået spist baby af og fået baby til at sove, så jeg kunne læse godnathistorier for hende. Jeg husker, hvordan hun ofte nåede at falde i søvn selv, inden jeg nåede det.

Jeg husker faktisk ikke dagene. Hvor komplet sindsygt det end lyder. Jeg husker mest af alt de mange mørke vågne nætter og tidlige morgener. De lange aftner, hvor alle var trætte og alle bare havde brug for ro og tid og nærvær, men hvor ingen rigtigt helt fik det. Jeg husker kvarteret, vi bor i, i mørke. For sådan føltes det; vi var vågne, mens alle andre sov. Og så sov vi om dagen, når vi kunne.

Lidt over et år efter kunne jeg så skrive det her indlæg. Som er svar på mine egne spørgsmål i ovenstående. Som en slags ekstra og særligt udvidet servicemeddelelse til jer derude, der enten overvejer at få barn nummer to, er i gang med at ruge det eller lige har fået det, så kommer kan man læse mine svar her. Igen med et glimt i øjet. For det behøver man altså, når man skal igennem sådan en periode. Lidt humor og lidt “fuck-it-attitude”. Det går jo nok.

Der er ingen tvivl om, at det har været (og stadig somme tider ER) hårdt, det dér med at lave flere børn. Men det har heldigvis mest været sjovt og rart og berigende. Heldigt, for det gør alt det sure det hele værd.

Jeg kan mærke, at vi har landet noget, der er en slags normaltilstand for os. Hvad den er for andre, kan være noget helt andet. Men nu hviler vi alle sammen bedre i det. Og der er igen kommet ordentligt plads til og rum for alle familiens medlemmer, på de præmisser, vi nu engang har her.

Men selvom vi er et meget mere roligt og afbalanceret sted nu, hvor jeg rent faktisk sover om natten (sådan næsten i hvert fald), hvor vi spiser vores måltider på nogenlunde normale tidspunkter af døgnet og hvor alle virker glade og tilfredse, så er det altså stadig lidt sjovt, at jeg skrev det her indlæg et år inden, jeg fik Elliot.

En ret morsom liste (hvis jeg selv skal sige det) med et par ting, du giver afkald på, når du får børn. Og ja. Selvom vi altså er landet umanerligt rart og godt nu og jeg sporer et helt andet overskud hos alle familiens medlemmer, så vil jeg da gerne indrømme, at ALLE punkter på listen her stadig gælder. Så vi har da fortsat lidt at arbejde på, kan man sige 😉

….og ja, det afføder, som jeg har løftet sløret for herinde før, en gang imellem lidt forbudte tanker, det der med at skabe familie sammen. Det er bestemt ikke kun en rosenrød rejse på quiltede douch legetæpper, mens baby grynter dovent i baggrunden fra sin flettede kurvevugge og man sipper kælent til sin kaffe. Det er benhårdt. Og konstant med stejl læringskurve. En gang imellem krydret med afmagt og frustration. Men ærligt: så er det mest af alt virkelig lærerigt og sjovt. Og hvor skørt og helt himmelråbende det her end måtte lyde, så ser jeg tilbage på den første særlige tid med let våde øjne. For jeg VED, det var sidste gang for mig. Jeg VED, det er et af de kapitler, vi ikke skriver flere af. Og det ER altså helt særligt og ret unikt. En tid, der ikke kommer igen. En tid, der er helt helt sin egen tid.

Og mest af alt, så er tiden, hvor Elliot var helt lille bitte jo en Point of no return. Et nedslag i vores historie, der ændrede resten af fortællingen. For fra da af, der var vi pludselig fire. Og det er jeg ret taknemmelig for.