PIGELIV, KVINDEKAMP OG KONTROLTAB

Den 8. marts har, som I ved, en ganske særlig plads i mit hjerte. Det er dagen, hvor min horisontlinje blev udvidet med dimensioner og jeg hørte lyden af min datter første gang. Det er dagen, hvor jeg for evigt skubbede mig selv i baggrunden og satte min lille pige først. Man vokser så meget af at få børn. Men man bliver også ekstremt skrøbelig og sårbar.

For der er intet, man hellere vil, end at indhegne sit barn/sine børn og skærme dem mod alt farligt og utrygt og urimeligt i verden. Problemet er bare, at det kan man ikke.

Så man skal lære at give slip. På usikkerheden, frygten, kontrollen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade dem famle sig vej på egen hånd. Og det er edder dulmer godt nok svært, det der med, at skulle vise vejen, guide, men lade dem finde svarene selv, at støtte og styrke, uden at dominere en retning, undertrykke et behov eller favorisere én kurs. Det lyder nemt og virker ok overskueligt – før man får børn. Men pludselig er de der med deres helt egne personligheder, behovsmønstre, temperamenter og timing. Og man bliver klar over, at man højest kan være vejviser. Og at kaos også er en slags hverdag 😉

I år har jeg igen fejret en tiltagende prinsesse mani, trangen til lyserød og flæser, glimmer og tyl. Selvom jeg oprindeligt var imod lige præcis denne slags stereotype pigefødselsdage, er jeg mere eller mindre frivilligt havnet her selv. Igen. For selvom jeg stadig bestemmer retningen og skal hjælpe med at guide og lede, er det ikke mine ben, der går vejen. Det er hendes. Og hun har nogle ret klare meninger om, hvordan den slags skal foregå.

Hun er begyndt at ville skrive huskesedler. Jeg tror, det er fordi, hun ser mig gøre det. Hun har derfor fået en lille lyserød blok, hvor jeg skal skrive vigtige ting ned som hun dikterer, så hun ikke glemmer dem. ”Mor, jeg kan jo ikke huske alt!”. Den hænges op på køleskabet og skal påminde om dagens vigtige aftaler. Lige nu står der f.eks. at der kommer Sovedyrene kl. 18.00 på Ramasjang, at Amy har en lilla jakke, der er pæn, at F kommer efter E og at beholdningen af trylletuscher er nede, hvilket er en særdeles kritisk sag her i huset.

Det fantastiske er, at hun lige nu gennemlever noget, der får hende til at vokse og kende sig selv. Hun udvider sin horisont og er for alvor interesseret i viden, leg og interaktion. Og jeg skriver troligt ting ned på den lille lyserøde blok, lader hende tage ansvar for at vælge aktiviteter og temaer, nikker anerkendende, gyser lidt indvendigt, men husker samtidig mig selv på, at det er et lille selvstændigt tænkende individ, der udfolder sig for mine øjne lige nu. Hun ved godt, mor synes, der er lidt for meget lyserødt i vores verden. Og at bedsteveninden hellere vil være Spiderman og lege med biler. Men hun er ligeglad. For hun omfavner sin udvikling lige dér, hvor den er. Det er umiddelbart og livsbekræftende. Og jeg nyder at skabe barndomsminder med hende.

Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år den 8. marts for at sætte fokus på kvinders stilling i verden. Og for mig markerer det desuden, hvor langt vi er nået på det allermindste mikroplan herhjemme. Det afgørende er ikke, hvor mange lag tyl hun er pakket ind i, HVOR lyserød kagen er eller hvor mange diademer, det lille hoved er iført. Der er alt sammen bare rammer om et større og meget vigtigere projekt. Nemlig hvor meget sejere og stærkere og mere selvstændig min lille pige bliver år for år. Det minder mig om, hvor mange forskellige pigeliv, der findes. Og hvor vigtigt det er, hun bliver sin egen, stolt og stærk, som hun allerede er.

Rigtig glædelig 8. marts til alle de unikke og særlige pigeliv der er derude!

Kagefad og krukke i mint er fra Ellos, kaffekrus fra Studio Arhoj, tallerkner fra Broste og alt pynt fra Søstrene Grene.

***