GAMMEL KÆRLIGHED – OG NYE VEJE….

Det er lidt noget skørt noget, det der med gammel kærlighed. Både begrebet og følelsen. Hvorfor er nogen ting ekstra meget værd, fordi de har en historie? Det handler i høj grad om nostalgi for mig, tror jeg. Og ja – historie. Nogen ting kan være enormt svære at slippe, fordi de trækker så mange historier og deraf spor efter sig. På samme måde bliver man først rigtig sentimental, når man HAR givet slip. Det er så skørt. Jeg taler måske lidt i koder, men vi er som nævnt et par gange før fange i et altopædende bolig-limbo. Vores lille hjem er solgt og vi skal være ude 1 august. Og har vi fundet noget andet? Nej da. Nada. Har vi glædet os til at vi kunne komme videre? Ja manner. Har vi stress nu? Øhh, stress er ikke ordet. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig det følelseshav, vi gennemgår i disse uger.

Det er komplet vanvittigt. Den ene dag fuld af forhåbning, glæde over alt det nye spændende og masser af gåpåmod. Den næste dag helt nede i kulkælderen, aldeles modløs og med tabt tro. Jo nærmere vi kommer denne skæbnesvangre august, jo mere kan jeg mærke knuden i maven vokse. Hvor f….. skal vi flytte hen?! Er der nogen, der har et partytelt, vi kan låne?

Samtidig har jeg i nærmest over et år bare gået og hatet på vores lille hjem, kun fokuseret på alle dets mangler og for hver eneste dag og time, er rummene blevet mindre og mindre, pladsen mere og mere trang, vinduerne grimmere og grimmere, Pavens manglende værelse et større og større problem etc. Kender I det? Når man først har set sig rigtig sur på noget…..men nu er de gamle gulve, de fritlagte bjælker, vores infantile skråvæge og den knirkende dør med skævt håndtag imidlertid solgt. Og ind kommer skizofrenien! For nu vågner jeg hver morgen fuld af sukkersød sentimentalitet over vores hjem i ’lilleputland’, som kvarteret kaldes, de sidste 7 år. Kommer jeg nogensinde til at blive lige så glad for det næste? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at give slip? Det er jo uomgængeligt. Og vi KAN ikke være her.

På samme måde som min mors gamle 70ér snakeskin clutch, som hun bar ved mine forældres bryllup og min mormors ravhalskæde, tilknyttet en helt særlig historie, så har det lille hjem en usynlig værdi. Når jeg sådan lige lader blikket vandre her fra sofakanten – så er her ret slidt, ret gammelt, ret ordinært. Ikke noget Bo Bedre her. Ikke nogen åbenlys ’mer-værdi’. Men det er jo fordi, det kun er det indviede øje, der kan se alle historierne. Alle minderne. Vi fik et barn her. Blev gift. Dannede familie. Det var vores første ’rigtige’ hjem. Forstået på den måde, at det var det første, vi købte sammen. Det var en meget meget vild beslutning dengang.

Nu skal vi videre. Og det er både vemodigt og selvfølgelig også spændende. Men lige nu, for at være ærlig, mest af alt stressende. Jeg kan virkelig ikke anbefale at være på akut boligjagt med en 4-årig og en tidshorisont på to måneder og to fuldtidsjobs.

Det er utroligt stressende ikke at kende sin base. Og det handler om andet og mere end bare en bolig. Det er spørgsmål om hvor Paven skal have sit barndomshjem. Hvor hun skal gå i skole. Hvor vi skal tage livet herfra så at sige. Heavy stuff. Det gode ved den her slags beslutninger er jo, at de markerer, at man er i bevægelse. Og det er grundlæggende en god ting i min bog. Men lige nu kunne jeg egentlig bare rigtig godt tænke mig at stille resten af verden på stand by.