ROAD TRIPPIN

Jeg drømmer stadig ofte om vores road trip gennem USA. Billederne her er fra lige før, jeg startede bloggen. Dengang tog vi af sted med et vennepar, inden vi havde børn og det er en af de bedste ferier, vi nogensinde har været på!

Vi startede i Las Vegas, hvor vi skulle arbejde lidt, lejede en bil og kørte derfra gennem ørkenen og Death Valley via Yosemites over Highway 1 og til San Francisco, hvor vores venner dengang boede. Hold nu op, det var en god tur! Der er så mange mentale nedslag: overnatning på øde lodge i ørkenen, snowboarding i sandklitterne, Dantes View over Dødens Dal, solnedgang langs kysten på Highway 1, glitter og glamour i Vegas, flippere og flower power i San Fran, morgenkaffe i disen over Golden Gate, Sausalito; den lille kunstner-havneby, guitar og gademusik i Dolores Park, åbne vider, grønne bakker, Twin Teaks-lignende mystiske byer med autentiske diners, prærieulve og pulverkaffe, blå himmel, fjerne bjergtinder og oceaner af tid. Jeg skrev i sin tid om det til Informations rejsetillæg her.

Følelsen af den ultimative frihed. Mentalt distance og total hengivelse. Det vil nok aldrig blive det samme med et barn, og der er heller ingen udsigt til, at vi kan tage sådan en tur anytime soon, men man har jo da lov at drømme, ik?

Jeg tror, helt ærligt, ikke det er ret mange ferier, hvor jeg mentalt har følt mig SÅ langt væk. Fordi vi både var i storby, ørken, golde udtørrede landskaber, frodige og solrige regioner – og fordi vi ikke var andet end 4 gode venner/2 par, en bil og et åbent skema. En af de oplevelser, der får én til at indse, hvor lille bitte man er midt i den store verden. Det eneste vi havde pakket, det var en rygsæk hver, et kamera og en masse eventyrlyst.

Vi var faktisk ikke væk længere tid end 17 dage, tror jeg. Og det er ret underligt, for vi følte alle sammen, vi havde været utrolig længe væk. Jeg har kun én gang før prøvet at lande i Kastrup og føle at jeg kom fra en totalt fremmed verden og mentalt var på helt andre tidszoner og breddegrader. Altså dén der følelse, hvor man VIRKELIG har været væk. Fysisk. Mentalt. Kropsligt. Følelsesmæssigt. Hvor man indser, hvor meget hjernen flytter sig, når kroppen også gør det. Den anden gang jeg prøvede denne følelse, var da vi kom hjem efter 6 måneder i Australien. Og det giver jo mening. Men tænk af blot små 17 dage igennem en brøkdel af Amerika kan det samme. Magisk.