Dark horse

Jeg håber ikke, I er alt for mætte af mit rejse-fnidder. Jeg skal nok forsøge at dosere de sidste indlæg, så ikke I kvæles i solnedgange og bølgeskvulp. Det er ret underligt at være hjemme igen. I mellemtiden har vi fået ny regering, min baby er vokset i lynfart, er blevet 6 uger ældre og det er blevet vinter?!

Vi tog tilbage til Railey. Som jeg skrev, begyndte vi ferien i Ao Nang, hvorfra man kan sejle ud til Railey. Vi var bare så uheldige at støde ind i en 5 dages tyfon, hvilket skrinlagde de planer. Vi tog derfor videre til den modsatte side af kysten og ud på øerne. Men da vi skulle slutte strandlivet af inden Bangkok, besluttede vi at tage hele vejen tilbage til Ao Nang igen. Ao Nang og i særdeleshed Railey ligger sydligt og har et meget varieret klima. Det betyder, at der er utrolig frodigt, men desværre derfor også meget regn.

Man kommer til Railey via vandsiden. Og kun med longtailboats. Det betyder to ting: 1. Hvis der er stærk strøm, kraftig regn, blæst, eller vejret på anden måde viser tænder, er det ikke muligt at komme derud. 2. Det kan være lige så svært at komme hjem.

Selvom vi vidste, der var risiko for, at Railey blev feriens ‘Dark horse’, stak det for meget i hjertet, da vi efter en kort en-dagstur derud fandt ud af, at vi ikke kunne komme dertil igen. Vi aftalte at nyde de næste uger og derfra se det an. Efter to underskønne uger på Koh Samui, havde vi trods luksus, sublim udsigt og skøn mad stadig ikke glemt Raileys usammenlignelige beliggenhed i et vakuum af larmende stilhed og vuggende horisontlinje, omkranset af beskyttende og dog fjendtligt ufremkommelige bjerg-massiver. Vi måtte tilbage.

Vi havde fem helt uforglemmelige dage derude og Paven tog sejlturen så flot. Hun er den sejeste rejsebaby, der findes. Basta! Vi har på alle tænkelige måder følelsen af, at vi har set et stykke af paradis. Men. Vi fik som frygtet svært ved at komme derfra. Faktisk var det ret dramatisk at vågne op til en over fordoblet vandstand (de yderste resturanter var dækket af vand), skræmmende høje bølger og ikke én eneste båd i sigte noget sted. Alt bådfart var indstillet og det er ikke muligt at komme dertil eller fra på anden måde. Jo, man kan leje en helikopter – og betale sig fattig på det.

Det lykkedes dog til sidst, ved hjælp af en ‘hemmelig’ bagvej på Raileys ‘bagside’ af øen og med en yderst hjælpsom bådejer. Hjælpsomheden og venligheden i Thailand er helt uden sidestykke.

Railey BLEV en Dark horse. Uforudsigelig. Svær at placere. Med ukendt styrke. Men i sandhed også en vinder. Det kan godt betale sig at satse en gang imellem.

***