FREYA DALSJö

Imens jeg tramper Barcelonas lune asfalt tynd, kan I passende tage med et smut tilbage til Modeugen. Nærmere betegnet sent torsdag aften. Her afholdt den unge designerFreya Dalsjö show, hvor hun viste sin første kollektion frem. Freya har studeret mode på Royal Academy of Fine Arts i Antwerpen og har bl.a udstillet i Berlin. I invitationen og programmaterialet stod der, at showet var et mix af fashion og art. Installation og tøj på samme tid. Og det holdt meget godt, må man sige…

Det første der mødte de håbefulde ventende var en stor, mørk og ikke mindst frysende kold lagerhal på Vesterbro, propfuld af ekstravagante og avantgarde fashion-followers – flere med outrerede piercinger og hår i alle regnbuens farver. Lokalet var kun svagt oplyst af lilla lamper og til den dunkle belysning var ikke anden festivitas end et par betongrå balloner, der fint matchede de rå væge og lokalets industrielle look.

Foruden et par jernkæder, der hang nonchalant fra loftet var Freya Dalsjös kreationer rummets og aftenens eneste udsmykning. Med en vodka on the rocks, der var omtrent lun mellem hænderne taget rummets generelle temperatur i betragtning, ventede og ventede vi. Og ventede. Og ventede…..og ventede. Fashionably late synes at være det eneste, der kan forklare, hvorfor over 200 mennesker skal vente i næsten en time på at se noget, ingen endnu aner hvad er??

Da de store træskydedøre endelig gik op og man stivfrossen forsøgte at flytte sit fastlåste legeme fra lagerhallen gennem tågerne af røg mødte et endnu sortere mørke én. Og mens tung techno bragede ud af højtalerne blev modellerne én efter én oplyst af et gulligt kegleskær, så hver enkel kreation fik lov at stå helt alene og vibrere i mørket. Modellernes ansigter var dermed utydelige, dels pga. skyggen fra lyset, dels pga. de kasket-lignende hovedbeklædninger. Det var alene tøjet der talte.

Og hvis jeg ser bort fra ventetiden, kulden, krukkeriet, den lune, ligegyldige drink og min generelle irritation over arrangementet, så VAR det en stærk kollektion. Og en befriende kreativ hånd, der stod bag. Først til sidst, blev lyset tændt og vi kunne se den samlede kollektion og de hele modeller. Rigtig fin afslutning. At man så valgte at slukke alt lyset prompte bagefter, kan ikke kun have voldt mig problemer. Jeg forlod i hvert fald rummet til lyden af en stakkels model i frit fald fra jernbord mod betongulv. Av for den.