BLACK SWAN OG LATTE

Har nogle af jer set Black Swan? Hvad synes I?

I dag var jeg i Grand med en veninde og udnytte min barsel med en formiddagsfilm, en crossaint og caffelatte:-) Vi så Darren Aronofskys Black Swan og den kan jeg bestemt anbefale. Jeg havde ikke synderligt høje forventninger, men jeg synes, skønt dens noget banale pointe og skarpt optrukne linjer, at det var en virkelig se-værdig film.

Den var en del mere foruroligende og uhyggelig, end jeg først havde antaget, men billede og -lyd siden var så smuk, at uhyggen faktisk blev æstetisk, hvis man kan kalde det det? Der er virkelig mange symbolske lag i filmen, og selvom de fleste er ret tydelige: sort/hvid svane, vanvid/kontrol, drifter/beherskethed, uskyld/ondskab, stræben efter det perfekte/de konstante revner og sprækker i overfladen osv. osv. så fungerer det altså. Ikke mindst pga spillet mellem realplan og fantasi. Og så selvfølgelig pga. Natalie Portmans (som Nina) præstation. Hun spiller virkelig godt og jeg bliver ikke overrasket, hvis hun vinder en oscar for den her rolle!!

Med en cocktail af en Hitchcock-scary kontrolfreak af en mor, der våger over sin datters seng og ånder hende i klamt nakken simultant med instruktørens kamera, og de andre balletdanseres tilsyneladende onde hensigter og forviklede seksualdrifter som skærende kontrast til det overpolerede lyserøde ungpige værelse med plysdyr, der som nikkedukker ser tomt ud i rummet og ikke midst en gammel, falleret eks-divas dødsrus (Winona Ryder – ironisk, ik?), så er stemningen ligesom lagt……og aldrig har negleklipperi, knoglevrikkeri og tåspidser være SÅ ulækre! Så er I advaret.

Men bottom line er, at det hele understreger den unge danserindes paranoia og psykotiske forfølgelsesfobi, hendes forkvaklede følelsesliv og fandenivoldske stjernedrømme, det klaustrofobiske rum, der konstant omslutter hende og sidst men ikke mindst, den drømmeverden, som hun hverken kan finde ud af at træde ind i – eller vågne op fra. Selvkontrol og dellerisk disciplin i ballettens tåspidskrummende yderste tredje potens bliver (apparently) i Natalie Portmans tilfælde til absolut mangel på selvsamme.